MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 11 dec 2014

Wu-Tang Clan til NorthSide

Det legendariske rapkollektiv lægger vejen forbi NorthSide.

De er blevet kaldt den vigtigste hiphop-gruppe nogensinde, og få grupper består af så mange medlemmer med succesfulde solokarrierer som Wu-Tang Clan fra Staten Island, New York. The W har inspireret alle fra Barack Obama og Jon Stewart til Kanye West og Eminem, og det er intet mindre end fantastisk at kunne placere dem blandt hovednavnene til NorthSide 2015. Den ni mand store gruppe har netop udsendt albummet ”A Better Tomorrow”, der viser RZA, Raekwon, Method Man, GZA, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa, Cappadonna og Ghostface Killah i absolut topform, og albummet indskriver sig uden problemer i rækken af klassikere sammen med debutpladen ”Enter the Wu-Tang (36 Chambers)”, ”Wu-Tang Forever” og ”The W”. " Vi har altid haft en ambition om at have hiphop-navne på programmet, og vi havde tidligere i år stor succes med at præsentere A$AP Rocky og Jurassic 5 på NorthSide. Men der kan ikke være tvivl om, at vi med Wu-Tang Clan har bevæget os op i en anden liga. De er legendariske, ikke bare i hiphop-kredse, men på tværs af alle genrer og kan med rette beskrives som et af 90’ernes mest indflydelsesrige navne", siger talsmand for NorthSide, John Fogde. Der er dog hele tre navne klar i årets sidste offentliggørelse, så de ni rappere får både følgeskab af den amerikanske anmelder-darling Matthew E. White, der snart er klar med sit andet album, samt det psykedeliske rockband Spids Nøgenhat som netop har vundet to Danish Music Awards for henholdsvis Årets Danske Rockudgivelse og Årets Danske Live Navn. Dermed er følgende navne klar til NorthSide 2015: Alt-J, FKA Twigs, George Ezra, Interpol, Jack Garratt, John Grant, José González, Matthew E. White, MØ, Sam Smith, Spids Nøgenhat, St. Paul & the Broken Bones, The Black Keys, The Parov Stelar Band og Wu-Tang Clan.