SAMFUND

tir, 02 dec 2014

18-årig gymnasieelev udgiver graffiti manual

Eske Touborg Matthiesen debuterer som forfatter, med en lærebog om den kontroversielle kunstart graffiti.

“Der skal da nok være nogle graffitimalere derude, der har malet siden før jeg blev født, der er mere kvalificerede til at skrive en lærebog om graffiti - men jeg kan selv huske, hvor svært det var at komme i gang, og jeg har lært så meget, som jeg gerne vil dele med andre” siger Eske eller "Mose", som er hans graffiti-navn. Bogen er resultatet af et års hårdt arbejde, hvor alle frikvarterer, aftener og sene nattetimer er blevet brugt til at skitse og forklare. “Jeg går i 3. G., så der er i forvejen nok at se til med skolen og alt det sociale - men jeg har sat mig som mål, at lave denne bog på et år, og det har jeg nu opnået”, fortæller en stolt Eske. Altid på farten! “Siden jeg ikke ligefrem havde et kontor, mødtes jeg med min grafiker ude i byen. Uanset om vi sneg os ind i en hotel lobby, og lod som om vi hørte til, eller sad på en café, og prøvede at gemme os fra betjeningen, så fandt vi altid et sted” griner den unge gadekunstner. “Bogen er lavet på farten, det passer meget godt til emnet”. Graffitikulturen startede i New York, i sen-halvfjerserne, og har sidenhen begejstret og forarget i lige dele, men Eske er ikke i tvivl om sin fascination. “Det er en kunstform med masser af kreativitet og udfoldelse, uanset om det er indenfor eller udenfor samfundets normer - det er en almindelig misforståelse at, al graffiti er ulovlig. Det er den bestemt ikke, og det kommer jeg naturligvis også ind på i bogen”. Eske selv har malet graffiti i 6 år, og supplerer sin SU med, at male graffiti-lærreder og vægge professionelt. “Graffiti Håndbogen” udkommer mandag den 8. december Antal sider: 72 Forlag: Run For Cover