GADGETS

fre, 26 feb 2016

Nyt samarbejde skaber rendyrket ANYA-Lyd

ANYA er klar med ny single

ANYA udgiver i dag sin første single efter debut EP’en ’The Credit’. Breakup Battle er titlen på sangen, der handler om at stå på tærsklen til et brud. En sang der også har banet vej til nye musikalske retninger og introduceret sangerinden til nye musikalske bekendtskaber.

Siden ANYA startede med at lave musik, har hun været i tæt samarbejde med hendes to faste producere Carl Barsk og Frederik Carstens. Selvom samarbejdet har ført til flere priser for debut EP’en, har det også ført til en trang til at udforske andre veje. ANYA begyndte derfor at arbejde med blandt andre Ronni Vindahl (MØ), der sammen med ANYA har skabt ”Breakup Battle” som udkommer i dag. Breakup Battle handler om hvordan det føles at stå lige på tærsklen til et brud. At man kan føle, at man skal tage sin mentale rustning på og gøre sig klar til kamp. "Når folk skriver sange om forliste forhold, så handler det ofte om hvor sørgeligt det er og hvor ondt det gør, men jeg fik lyst til at skrive en sang om vreden. Om at man kan føle, at man bekriger hinanden, så det føles som en kærlighedskrig. Musikken er mere hårdtslående, men samtidig også mere dansevenlig, hvilket er noget jeg har lyst til at arbejde videre med fremover," siger ANYA. Det var sammen med producerne Carl Barsk og Frederik Carstens, at ANYA indså, at hun ville beskæftige sig med musik, og hvor hun følte, at hun havde noget at bidrage med. Samarbejdet resulterede i sidste års roste debut EP ’The Credit’, der indgav sangerinden priser som Scandinavian Soul Award for bedste single med ’Greet Me’, Politikens iByen-pris i kategorien ’Årets Upcoming’, derudover blev hendes single ’Snap Back’ P3’s Uundgåelige, samt hun blev udset af Gaffa, Soundvenue og Vega, som værd at holde øje med i 2015. "’The Credit’ er på mange måder mit hjertebarn. Den udgøres af seks sange, som står mit hjerte helt utroligt nært, og som jeg er enormt stolte af. Men efter vi havde udgivet EP’en, følte jeg, at det var tid til at udfordre min musikalitet ved at søge nye veje. Jeg havde lyst til at prøve at arbejde sammen med alle mulige forskellige producere, for at finde ud af, hvad der egentlig var den rendyrkede ”ANYA”-lyd." ANYA mærkede hurtigt at hun fik energi af at skabe musik sammen med nye mennesker. Sidenhen har sangerinden prøvet kræfter med en masse nye musikalske samarbejder. Bl.a. med Niels Kirk (Mendoza), Gisli Gislason (Phlake) og ELOQ. "Der findes ikke nogen større følelse end når man sidder i studiet og får musikalsk forbindelse til en anden person, som afføder en sang, man begge to elsker. Det har været en sindssygt udfordrende og givende oplevelse at kaste sig selv ud i nye samarbejder hele tiden, og jeg føler i den grad, at det har styrket mig," siger hun.