SEXBREVKASSE

man, 14 mar 2016

KIll J slipper hundyret løs med debut-EP

Kill J, alias Julie Aagaard, er på gaden med debut-EPen "Quasi"

KIll J har blod på pennen. Debut-EPen, Quasi, er et smerteligt vredesudbrud – en udgivelse der beviser, at popmusik anno 2016, ikke behøver at gå på kompromis med hverken eftertænksomhed eller tekstuel tyngde. Bag aliasset gemmer sig den danske sangerinde og producer, Julie Aagaard, der med en række singler i ryggen siden 2013 har ryddet sig en plads i den internationale blogsfære - med fokus på ’thinkability’ frem for "fuckability".

LYT HER "Quasi" er en personlig fortælling om at leve op til kønskrav om ynde og medgørlighed – om objektivisering, ydmygelse og pornofisering: ”Jeg har brugt så lang tid på at forsøge at leve op til alle mulige idealer. Venus – hun er den perfekte kvinde. Hun inspirerer ’store tanker’ i mænd. Men samtidig så er hun også fjendebilledet. Kvinden, der er umulig at leve op til. Hende der altid sluger… Så fuck Venus! Jeg er et dyr. Med pigge. Med skæl og hugtænder. Slip mig fri! Jeg er Quasi. Halvt yndefuld gudinde. Halvt ondt krybdyr.” – Julie Aagaard LÆS OGSÅ: "KIll J annoncerer EP med ny single" KIll J har etableret sig som en ’tænkende popartist’, der skubber til grænserne for sin genre – for eksempel med sin dystopiske genfortolkning af Aquas Barbie Girl, som indtog den internationale blogsfære – og byggede videre på den massive hype, der har fulgt sangerinden siden hendes første udgivelse i 2013. Singlen Coda er EP’ens sang om løsrivelse og katarsis: ”Jeg valgte titlen fordi, det er den musiske betegnelse for en finale eller et efterspil. Man ved jo altid, hvad man skulle ha’ sagt efter, det er for sent. Så det er min måde at få det sidste ord.” – Julie Aagaard I udlandet har KIll J høstet stor anerkendelse og begejstret anmeldere fra medier som The Guardian, Stereogum, Pigeons and Planes og The Fader i løbet af de sidste to år. Regelmæssig airplay på engelske BBC Radio 1, BBC Radio 6, Beats 1 og dansk P3, talrige førsteplaceringer på Hype Machine, og en lang række udenlandske koncerter har sikret hende en kontrakt med Australske Neon Records samt interesse fra adskillige amerikanske pladeselskaber. Med alt dette står det internationale gennembrud lige for døren. Live imponerer KIll J med sine fnuglette vokaler og et register på himmelflugt, der vidner om hendes klassiske baggrund. En virtuositet, der skal gøre hende gavn når hun deltager i dette års SXSW.