Det var både gakket, sørgeligt og alvorligt, da filmfestivalen Baltic Frames for anden gang blev afholdt i Øst for Paradis i weekenden. En ting er sikkert: De baltiske dokumentarfilm fortæller deres historier i stilhed.
None
Baltic Frames - Capturing the Poetic Everyday, 13.-16. januar i Øst for Paradis, Aarhus
Anmeldt af: Stine Dippel
Lad mig starte med at slå en ting fast. Hvis du tror, du ved, hvad dokumentarfilm er for en fisk, så kan du godt tro om igen. Jeg tør godt vove den påstand, at det er sjældent, du ser dokumentarfilm med nøgne mænd, der plasker i en mudderpøl, en ældre lettisk herre, der beatboxer polka uden gebis, eller en dokumentarfilm med et nudistbryllup på en græsmark i solskinsvejr. Velkommen til Baltic Frames - dokumentarfilmfestivalen, der giver dig historier fra de baltiske lande, som du aldrig har set dem før. Og hold på hat og briller, for det er både smukt, barskt og gakket, når de baltiske film ruller.
Den helt store forskel på de baltiske og de nordiske dokumentarfilm er - ifølge filminstruktør og blogger Herz Frank - at de baltiske dokumentarer ikke bruger kræfter på at forklare alting. I stedet er de produceret ud fra devicen “show it, dont tell it”.
Og dét var netop den følelse, jeg havde under weekendens filmfestival. Jeg begyndte, allerede da den første film var fortæret, at forstå det fede i at se film uden alt for meget forklarende snak. Når ingen holder dig i hånden og fortæller, hvad du skal se, hvordan og hvorfor, må du nemlig selv finde konklusionerne.
I hverdagen bombarderes vi med nyheder, som fortæller os, hvad vi skal interessere os for, og hvad vi skal tale med andre om. Men under festivalen var det dejligt afslappende at sidde i biografmørket, uden nogen opskrift på, hvordan jeg skulle forstå filmenes plots. I stedet kunne jeg bruge min tid i mørket på at lære personerne i filmene at kende på en anden måde, end jeg er vant til i nordiske dokumentarfilm. De baltiske dokumentarfilm er et vindue ud til andre steder, mennesker og kulturer, der lever i en helt anden virkelighed, end jeg selv gør.
None
Pelican in the Desert
- instrueret af Viesturs Kairišs, Letland 2014
Jeg er langt væk hjemmefra, når jeg sidder der i biografmørket og ser på billederne: En nøgen mand tager et bad i en mudderpøl, en kvinde trækker i snorene og lader kirkeklokkerne synge, en grav bliver gravet til den døde, som ligger under et grønt klæde i lighuset, og en ældre herre uden tænder beatboxer en polka og spiller melodier på jernstænger, han har hængt op i haven.
Livet i landet Latgale udfolder sig for øjnene af mig, men ingen holder min hånd undervejs. Ingen forklarer mig, hvem personerne, jeg følger, er, eller hvorfor jeg skal se dem. Der er ingen åbenlys historie bag billederne, der ruller på skærmen, og mange scener er helt eller næsten uden tale.
Den eneste gentagelse er billeder af træerne, som vokser op af havet rundt om Latgale. Træer, der er levende, døde, brænder og blomstrer. De varsler om livet i landet fyldt med fortællinger om sommer og vinter, liv og død, og om det religiøse i al sin almindelighed.
Jeg forsvinder ind i denne verden af liv og død med musikken fra kirkeklokkerne, en gammel harmonika og den rytme, der opstår, når fem mænd forsøger at grave en grav i den frosne jord.
None
Chronicles of Melanie
- instrueret af Viesturs Kairišs, Letland 2016
»Hvis du er kommet for at “nyde filmen”, så er du gået forkert«. Så enkelt og opmuntrende omtaler en af de andre biografgængere filmen, da vi venter på, at den begynder. Det er måske heller ikke helt uden grund, at der udenfor salen er stillet to baltiske flasker brændevin frem til festivalgæsterne. Så er der noget at styrke sig på, inden man udsættes for “Chronicles of Melanie”.
Melanie er gift med en mand, der udpeges som fascist under 2. verdenskrig. Militæret bryder ind i familiens lejlighed og beder dem alle om at følge med. Melanie og hendes søn tvinges på et tog sammen med andre kvinder og børn. Ingen af dem aner, hvor de skal hen.
Man ved måske godt, at man er på røven, når en kvinde i samme togvogn, som man selv befinder sig i, skærer halsen over på sig selv og sine to små drenge med et barberblad - kun for at slippe for at køre helt til endestationen. Eller når en kvinde på endestationen tager skæbnen i egne hænder og vandrer ud i de sibiriske skove, for hvad der venter derude kan kun være bedre, end det der venter bag pigtrådshegnet i arbejdslejren
I modsætning til “Pelican in the Desert” har “Chronicles of Melanie” en klar historie og en klar hovedperson. Jeg forstår godt, hvorfor jeg ser, hvad jeg ser. Der er ingen overraskelser. Historien handler om en kvindes kamp for at overleve i en sibirisk arbejdslejr, uden at hun mister sig selv.
Og selvom jeg ikke nød filmen, så blev jeg alligevel rørt på en helt anden måde, end hvis jeg havde set en stor amerikansk produceret film med samme tema.
None
Fast Eddy’s Old News
- instrueret af Marko Raat, Estland
»Jeg har levet for længe,« slår Ed Väär fast. Ed er en freelancefotograf. Han har kælderen fuld af kasser, der alle er fulde af film. Historierne er bogstaveligt talt stakket op fra gulv til loft i kælderrummet. Og vi får som publikum lov til at gå på opdagelse i Eds private samling.
“Fast Eddy’s Old News” er ligesom de to andre film fra festivalen fuld af stilhed. Jeg er klar over, at vi følger Ed Väär, som engang fik kælenavnet Fast Eddy, da han som ung altid var den første på gerningsstedet. Men ingen forklarer mig Eds baggrundshistorie, hvor han kommer fra, eller hvorfor jeg ser de gamle film igennem sammen med ham. Det er alt sammen noget, jeg selv må finde ud af.
Alt imens telefonen ringer igen og igen som en konstant gentagelse, veksler filmen mellem Eds hjemlige liv og hans filmoptagelser. Ed har filmet alt - og han har haft lyst til at filme alt. Jeg ser i glimt en kriminel pige i en politibil, en forvirret mand, der skal med ambulancen, et lig, nøgne damer med fuld busk, et nudistbryllup på en græsmark i solskin og mange andre klip fra Eds personlige samling af film. Han mindes ikke, han nogensinde er blevet bedt om at stoppe med at filme.
Jo flere gange, dokumentarfilmen klipper fra filmenes verden til Eds liv, går det op for mig, at Ed ikke kommer til at leve meget længere. Han ser mere og mere syg ud, jo længere ind i hans private filmsamling, jeg kommer.
