Hun var næsten færdig som jurist. Og hun var næsten færdig som journalist. Men nu er Anja Pil Christoffersen præcist der hvor hun gerne vil være – midt i en karriere som popstjerne
Interview
af Tinus Elsig
Foto: Irfaan Khan
Hvornår fandt du ud af, at du skulle være musiker?
»Jeg har altid drømt om at blive musiker, men jeg har også altid været realistisk omkring det. Og sådan har jeg det faktisk stadig. Jeg tænker sgu tit ’lad os nu se. Det kan da godt være, at den og den koncert er udsolgt, men jaja, måske kommer der ikke nogen næste gang’«Hvad var ’the turning point’?
»Jeg havde et år tilbage af studiet på Jura, men jeg ville noget, der var mere kreativt, så jeg tænkte at journalistik var den vej, jeg skulle gå. Så jeg flyttede til Jylland og læste journalistik. Her kom jeg i kontakt med nogle vildt nice producere – Carl Barsk og Frederik Carstens. I starten hang jeg bare ud med dem i studiet, men jeg begyndte snart at være mere og mere med. Vi indspillede demoer og begyndte at sende dem ud til pladeselskaberne, men det var en sindssygt hektisk periode, og jeg stod og skulle flytte til Hamborg med studiet. Det droppede jeg så.«Hvad fik dig til at droppe journalistikken og Hamborg?
»Cirka en måned inden jeg skulle af sted, blev vi – det vil sige mig, Frederik Carstens og Carl Barsk – tilbudt en pladekontrakt. Både fra Sony og Universal. Og det betød bare, at jeg simpelthen ikke kunne tage af sted. Når en drøm i den størrelsesorden banker på døren, så er det bare at smide, hvad man har i hænderne. Jeg meldte mig ud af universitet, flyttede til København, fik et deltidsjob – og droppede hurtigt jobbet. Nu skulle jeg være popstjernefull-time
.«Hvad siger dine forældre til, at du droppede dine studier?
»Inderst inde tror jeg nok, at min mor er ret bekymret, men hun prøver virkelig at sætte sig ind i mine tanker, og hun vil rigtigt gerne forstå mine tekster. Men jeg ved også, at hun gerne vil have, at jeg gør mine studier færdige. Jeg mangler jo også kun et år på Jura-uddannelsen i København, og jeg mangler faktisk også kun et år på journalistuddannelsen i Aarhus.«Hvordan har du det med dårlige anmeldelser?
»Det har jeg faktisk kæmpet lidt med. Jeg har fået flere rigtigt lortede anmeldelser.Gaffa
hader ANYA – de synes, at det er det kedeligste lort. Det er svært at åbne anmeldelsen og så står der bare ’årh, hvor er det kedeligt’, men det er jo bare en mening, og man lærer, at man ikke kan gøre alle tilfredse. Jeg får heldigvis også mange henvendelser fra folk, der synes, det er vildt godt.«Kan du lide at være midtpunkt?
»Ja, det kan jeg faktisk godt. Jeg tror ikke, det har været et personlighedstræk, jeg har været bevidst om, men nu jeg tænker over det, så er det tit mig, der sidder og fortæller historier og ’underhoolder’. Så det er nok ikke helt ved siden af, at jeg endte i showbizz.«Betyder det, at du ikke har haft sceneskræk?
»Er du gal nej. Jeg har virkelig øvet mig i ikke at ’joddle’ på scenen, når jeg skulle stå foran så mange mennesker, fordi jeg var så nervøs.«Hvem er du inspireret af, når du laver musik?
»Lige nu er jeg mest inspireret af nogle af de gamle jazz-sangere - Nina Simone, Billy Hollliday, Chet Baker og Ella Fitzgerald, men også nyere kunstnere som Frank Ocean, Anderson.Paak, Greg LeMare og Erica Badu.«Du er jo blevet et ret kendt ansigt i Danmark. Fortæl mig om interviewet med Clement Kjersgaard. Hvordan var det, at være på landsdækkende TV?
»Jeg tænkte ’fint nok’, men da jeg så sad i sminken med Ulla Terkelsen og Svend Brinkmann, som er hjerneforsker, så kunne jeg mærke, hvordan sveden bare begyndte at løbe under armene på mig, og jeg tænkte bare ’fuck’! Men Clement var mega sød, og han ringede inden jeg kom i studiet og spurgte til mig – på en måde så jeg virkelig følte, at han var interesseret.«Der blev diskuteret flygtninge hos Clement. Hvad mener du selv om Danmarks håndtering af flygtninge?
»Det rører mig jo at se, hvordan folk bliver nødt til at flygte fra deres hjem, kommer hertil og skal bo i telte og have deres ting gennemsøgt. Og jeg kan ikke stå inde for den måde vi behandler dem på. Særligt de seneste stramninger – smykkeloven – er forkastelige. Men jeg er også realist, og jeg tror ikke, at der en simpel løsning på krisen.«Har dansk kultur og musik en forpligtelse til at belyse de her ting?
»Vi kan i hvert fald ikke blive ved med at leve højt på Noma ogForbrydelsen
, når vores politiske kurs er så mærkelig. Jeg ved ikke om jeg synes at kunstens verden har et ansvar.«Synes du, at musik bør have politiske budskaber?
»Musik må godt bare være musik, synes jeg. Men kunst er da klart et vigtigt medie at formilde sådan nogle budskaber i. Man kan bare kun skrive politiske sange, hvis man virkelig føler stærkt for en politisk sag.«Hvis du skulle skrive en politisk sang, hvad skulle den så handle om?
»Hm – jeg må nok sige, at der ikke er en politisk sang, der presser sig på lige for tiden. Men hvis jeg skulle, så skulle den nok handle om kønsrollemønstre. Jeg er for eksempel tit blevet kaldt en diva – særligt af pressen. Men, altså,Diva
– hvad fanden er det for et ord? Jeg synes, der ligger en masse negative klange i det, sådan som om man er lidt en koldbitch.
Jeg snakkede med Sigurd Barrett om det, og han sagde bare, at jeg skulle tage det som en kompliment. Men han er seriøst også verdens sødeste mand.«Hvad skal der ske i den nærmeste fremtid?
»Lige nu er jeg et ret spændende sted, hvor jeg blandt andet har samarbejdet med Ronnie Vindahl (MØ, red.). Den 26. februar udkom min nye single, og til efteråret skal jeg på Danmarksturné. Men lige nu skal jeg bare lave en masse musik. Efter 2015, hvor der bare skete så sindssygt mange ting, har jeg bare haft brug for at trække stikket, og fordybe mig i at skrive ny musik.«Hvad laver du, når du ikke laver musik?
ȁrh, jeg ser ret mange serier for tiden. Jeg er vild medTrue Crime
serier. For eksempelMaking a Murderer
ellerThe Jinx –
de er så ovedrevet spændende.«Udhævede citater:
“I alle interviews indtil nu, har jeg kun snakket om musik. Nu vil jeg gerne vise, hvem jeg er som menneske«
»
Gaffa
hader ANYA – de synes, at det er det kedeligste lort
«
»De seneste stramninger er uværdige i forhold til de mennesker der kommer herop
«.
None
- Måske 1991-ish. Min storebror Alex er halvandet år ældre end mig, og vi har altid været meget tætte. Der var ikke nogen Alex eller Anja, da vi var små. Det var bare
AlexAnja
. Vi gjorde alt sammen. Her kan man se os "ridin' dirty" på en eller anden fed bike.
None
- Ca. 1993. Min storesøsters veninde havde været i Nepal og havde taget de fineste små kostumer med hjem til Alex og mig. Jeg kan huske, at vi synes, det var meget eksotisk at have tøj på fra den anden side af jorden.
- Omkring år 2000. Jeg spillede klassisk klaver i mange år, da jeg var lille. Måske fra jeg var 6-11 eller sådan. Og jeg blev aldrig rigtig god til det. Jeg havde meget mere kærlighed til rytmisk musik og sang. Da jeg var 12-13 begyndte jeg til sangundervisning, hvilket blev min store passion. Jeg havde verdens sødeste sanglærer, og jeg elskede det!
- Ca. 1992. Her sidder jeg lige og ’chiller’ lidt i et træ. Jeg er vokset op på en gård på landet, og elskede at klatre i træer og lege udenfor.
- Ca. 1993. Musik var en stor del af vores hverdag, da vi voksede op. Vi havde både flygel og klaver i stuen, og mine søstre øvede sig på klaver hver aften. Da jeg begyndte at spille klaver, begyndte Alex at spille violin. Vi spillede nogle gange sammen, men jeg husker det som om, at vi begge to syntes, at det var ret kedeligt. Haha. Vi ville hellere ud og lege, tror jeg.
