Udpeget til Shooting Star på Berlin Filmfestivalen 2015.
Joachim Fjelstrup er Danmarks nye store skuespiltalent. Han er nyuddannet fra Statens Teaterskole i 2013 og får sin spillefilmsdebut i Ole Christian Madsens kommende film Steppeulven med premiere 19. februar 2015. Her spiller Joachim hovedrollen som Eik Skaløe, forsangeren i det legendariske rockband Steppeulvene, som i 60’erne fik kultstatus blandt Danmarks unge.
Juryen fra Shooting Star 2015 begrunder deres valg af Joachim Fjelstrup således: "Joachim kunne ikke have fået en bedre spillefilmdebut end i 'Steppeulven'. Som virkelighedens beatnik-rockmusiker Eik Skaløe er han ganske enkelt gribende og bringer alle sider frem i en mand, hvis tragisk korte og pinefulde liv ikke desto mindre var oplyst af kærlighed, latter og hovedkulds rock’n’roll-energi."
Berlinalen finder sted fra 5. til 15. februar 2015 – og tanken bag Shooting Star er at promovere Europas største nye skuespiltalenter. Hvert år udvælges ti europæiske talenter og blandt tidligere danske shooting stars kan nævnes Danica Curcic, Nikolaj Lie Kaas, Iben Hjejle, David Dencik, Pilou Asbæk og Sonja Richter. Af udenlandske navne kan nævnes Carey Mulligan og selveste James Bond – Daniel Craig.
Se trailer her: