Ranum Efterskole tager hvert år en flok unge med på højalpint trek i Nepal. På turen lærer de unge sig selv og deres grænser bedre at kende, når de udsættes for de fysisk hårdeste prøvelser, de nogensinde har oplevet. Og så lærer de unge, hvordan rigtige mænd i Nepal opfører sig ved at være sammen med holdets guide, Takman Rai.
Tekst og foto: Erik Bjerre, journalist
På vej over det næsten 4700 meter høje pas, Laurebina La, som var målet for årets trek, lærte alle efterskoleeleverne, at de kan mere, end de på forhånd troede. Samtidig fik eleverne endnu mere respekt for holdets chefguide, Takman Rai, som førte holdet gennem en vild snestorm og over passet. Selv de elever, som gerne vil have det så hårdt som muligt, følte sig pressede, da holdet i over 4500 meters højde oplevede temperaturer på minus 20 og ”chill-faktor” på mindst minus 50 i den voldsomme snestorm, som ramte holdet.Oversigt
None
None
None
None
None
None
None
None
None
None
Efterskoleelev Karl Johan Øster Kristensen, som før turen var meget opsat på at prøve kræfter med sine fysiske og mentale grænser, sammenfatter oplevelsen sådan:
”Ingen af os har prøvet sådan noget før, så vi har flyttet os længere end vi før har gjort. Vi har brudt en grænse for, hvad vi troede vi kunne, det var en prøvelse. Det var skide koldt for os alle sammen. Man finder ud af, at man kan mere end man troede. Og man finder ud af, at man næste gang kan gå skridtet videre – Det har vi fået ud af trekket. Og så har vi lært, at man ikke skal være så pivet, næste gang man prøver kulde”, siger Karl Johan med overbevisning, mens han nyder udsigten til en hel stribe bjerge på over 8000 meters højde.
De 14 drenge, som udgjorde holdet i Nepal, var alle meget fokuserede på at prøve kræfter med deres fysiske og mentale grænser, og trekking turen er kommet på programmet, fordi der er en del (især) drenge, der gerne vil udfordres fysisk og mentalt, og som ikke ville vælge turen til Nepal, hvis de primært skulle arbejde med kulturudveksling i en af Ranum Efterskoles venskabs landsbyer.
Selvrealisering med vitaminer
None
Det handler i høj grad om selvrealisering og dannelse, men på en måde, hvor det hele bliver drejet i en retning, hvor eleverne lærer noget om sig selv og hinanden. De skal lære, at de kan mere, end de tror – Og ikke mindst have sat deres tilværelse i Danmark i perspektiv.
Derfor er Nepal et fantastisk land at gøre det i, fordi det er relativt trygt, så eleverne kan sendes ud på egen hånd næsten over alt. Samtidig er det utroligt fattigt og forskelligt fra Danmark, og på den måde den perfekte bane til den form for selvrealisering der rykker eleverne fra at være børn til at være unge voksne. Og ikke den selvrealisering, vi for eksempel ser i mange reality programmer, hvor det handler om at blive, der hvor man nu engang er, og acceptere og forstørre den identitet man har.
Forstander på Ranum Efterskole forklarer vigtigheden af, at eleverne får store udfordringer:
“Det skaber stærke personlige fortællinger, om at de unge har gjort noget ekstremt sammen. De lærer at sætte mål og gennemføre dem. Og det kan de overføre til mange andre dele i livet. Ekstremdannelse virker bedre end i klasseværelset”, siger Olav Storm Johannsen, som samtidig understreger, at det er meget vigtigt at forberede sig grundigt til ekstreme ture, så sikkerheden er i orden:
“Det er bestemt ikke alle skoler, der skal kaste sig ud i den type rejser. Hvis det handler om at skaffe elever, skal man holde sig fra det. Det er ikke en udflugt, men en rejse, der kræver grundig forberedelse og stor viden”, siger han.
Eleverne som vælger det hårde trek får også en stor kulturoplevelse, men de har et større behov for at prøve sig selv af i bjergene, end for at deltage i det samme som de øvrige elever, der er med i Nepal.
Rollemodel med fire års skolegang
None
Til gengæld lærer de nogle gamle ”mande-dyder” under turen af holdets chefguide, Takman Rai, som både træner med eleverne i Danmark før turen og er guide under trekket. Takman er både leder og rollemodel for efterskoleeleverne, og han er en slags menneskelig schweizerkniv, der har et utal af kompetencer og udfører alle opgaver med et smil. Takman er en 150 centimeter høj stærk ung mand på 27, som både er en god guide, håndværker og forsørger for hele sin familie på 10 personer. Jeg besøgte Takmans landsby med ham umiddelbart før eleverne ankom til Nepal, og mødte der hans familie og kommende kone.
Takman kommer fra en lille, fattig landsby i Mount Everest regionen hvor han har gået 4 år i skole. Til trods for den korte skolegang, er Takman meget fokuseret på, hvor vigtig en god uddannelse er, og han sørger for en meget bedre uddannelse til sine fire yngre søskende og sin kommende kone, end han selv fik. Takman har lært sig selv engelsk ved at lytte til lydbånd og er ellers en meget ydmyg og lidt gammeldags nepaleser, som snart skal giftes i et arrangeret ægteskab.
Takman er uddannet bjerg- og flodguide med speciale i rafting og ”foss-kajak”. Han har været guide for Ranum Efterskole i tre år, og er meget glad for at arbejde med danske skoleelever, som han synes er dejligt glade og nemme at have med at gøre:
”De danske efterskoleelever er lette og ukomplicerede at have med at gøre i forhold til mange andre grupper. De brokker de sig ikke ret meget og er glade det meste af tiden. Og så er de jo i god form – Sådan er det jo ikke med de fleste andre turister. Jeg er blevet gode venner med mange af eleverne”, siger Takman Rai.
Startede som bærer med 80 kilo på ryggen
None
Takman startede sit arbejdsliv som bærer i lokalområdet, hvor han dagligt i 10 timer slæbte på 70 – 80 kilo varer op og ned af de stejle bjerge. Siden blev han køkkenhjælp for trekking grupper og siden hjælpeguide, før han endelig for seks år siden fik sin bjergguideuddannelse. Takman har arbejdet for ”White Water Nepal” i ni år, og er blevet firmaets vigtigste mand, fordi han er så god til at suge ny viden til sig og til at bruge sin viden. Takman drømmer om at få sit eget trekking firma, og han vil som så mange andre nepalesere gerne til udlandet for at arbejde, så han kan spare penge op. Derfor var det også en stor sejr for Takman, at han fik mulighed for at besøge Ranum Efterskole i 2013. Han håber på at kunne komme tilbage i år, men tiden vil vise, om han kan få visum.
Takman har mange forpligtelser, fordi han forsørger en stor del af sin familie og desuden snart skal giftes i et traditionelt, arrangeret ægteskab. Det er hans opgave at betale medgiften samt betale for kærestens videregående uddannelse – samtidig med, at han stadig skal forsørge det meste af familien.
Selv om det er en stressende situation for Takman, glæder han sig til at blive gift og til at flytte sammen med sin kommende kone, som han har kendt i to år. De vil slå sig ned i hovedstaden Kathmandu, men Takman drømmer om at flytte tilbage til sin landsby, hvor man tydeligt mærker, at han er meget vellidt – Da jeg besøgte landsbyen med ham, var der blandt andet en ældre kvinde, der brød ud i gråd, da hun så ham. Det skyldtes, at det var Takman, der for et år siden bar hendes død syge mand ned til den nærmeste læge tre dages vandring fra landsbyen. Om få år kommer den nærmeste vej tættere på landsbyen, men Takman er meget skeptisk over for udviklingen:
”Jeg er bange for at vejen til vores landsby, Karku vil betyde, at de store firmaer får lettere ved at transportere træ og andre ressourcer ud fra området, og vi risikerer en eksplosion i jordpriser, der vil presse de fattige. Jeg elsker min landsby som den er, men jeg drømmer om, at skolen bliver forbedret, så der ikke kun er en enkelt lærer til hele skolen”, siger Takman.
Takman er blevet en meget vigtig person for hele hans landsby, og da han viser rundt i landsbyen bliver vi ustandseligt budt på te og varm bøffelmælk. Der er ikke noget kastesystem inden for Kirat kulturen, som Takman tilhører, og det er tydeligt, at han befinder sig lige godt blandt ludfattige hyrder som blandt mere velstillede landsbybeboere.
De danske elever lærer at opføre sig som mænd
None
Det er summen af Takmans menneskelige kvaliteter og hans praktiske evner, der gør ham til den perfekte rollemodel for de danske efterskoleelever.
Karl Johan beskriver efter trekket forholdet til Takman således:
”Takman lærer os at bide tænderne sammen, at vi skal være ydmyge og glade og gode ved andre mennesker. Han er ekstremt sød over for os, og er samtidig benhård, og er ikke bange for at kaste sig ud i alt muligt. Det har han også vist på turen, så det er rigtig fedt at have sådan en som ham med. Vi kendte jo Takman hjemmefra, og det er virkelig lækkert at have en med, som man holder af og kan stole på. Jeg holder meget af at snakke med Takman, som er også rigtig sjov, og som vi griner meget sammen med. Takman kan vi lære rigtig meget af og han er i en klasse for sig”, siger Karl Johan, og understreger samtidig, at alle de danske elever synes, at Takman er sej og stærk, når der vandres i bjergene og når han kaster sig ned af Trisuli floden i sin ”Downhill-kajak”. Samtidig er de danske elever imponerede over, at Takman aldrig siger nej til et stykke arbejde, uanset om det aftensmaden der skal tilberedes eller det er smede- tømrer eller andet håndværk, der skal udføres.
Eleverne lærer at rigtig styrke ikke har noget at gøre med store muskler
None
Når eleverne har set Takman spurte op af en bjergside med 100 kilo på panderemmen, forstår de, at styrke ikke er et spørgsmål om at se stærk ud og at være stor og pumpet. Takman er 150 cm. høj og vejer 56 kilo, og er et meget ydmygt menneske. Måske er det en naturlig følge af at være vokset op i en meget afsides beliggende landsby i skyggen af verdens højeste bjerge. Under turen til Nepal følger de danske drenge med i alt, det Takman gør og kan, hvad enten det er at skaffe brænde, eller det er at aflive en høne eller en gris til aftensmaden. Takman handler hele tiden, og de unge danske mænd lærer meget af hans måde at gribe tingene an på. Der var en del drenge på sidste års hold, som brugte mange timer med at løfte vægte for at få store, flotte muskler. De fleste af dem lagde deres træning om efter turen til Nepal, fordi de lærte, at deres store muskler var en decideret ulempe i bjergene.
Søren Nordahl Bregnhøj var med på trekket, og sammenfatter det, som eleverne kan lære af Takman sådan:
” Takman er en supersej fyr, der gør rigtig meget meget for sin landsby og han kan alle mulige håndværk. Han er smed, når det er nødvendig og installerer strøm, når det er påkrævet. Det er helt fantastisk, og vi har fået et forbillede i ham. En ”gør-det-selv-mand”, der kan alt muligt. Man tænker, at ham vil man gerne være som. Vi kan lære at arbejde hårdt ved at iagttage Takman, for han slider for os og andre. Og vi kan lære noget om at vise respekt af ham, og at man skal gøre tingene selv og ikke vente på, at andre gør det hele for en”, siger Søren Nordahl Bregnhøj.
Højdesyge og snestorm
None
Det er anden gang, at et hold elever fra Ranum Efterskole prøver kræfter med højalpint trek i Nepal, og der et det første år, eleverne klarer at komme over det krævende Laurebina La pas. Sidste år måtte holdet tage en alternativ rute på grund af højdesyge blandt eleverne, og i år havde holdet en ekstra dag til akklimatisering – Der var stadig få eksempler på let højdesyge, men ikke mere, end det kunne tackles ved at tage korte ture ned til lavere højde og vente et par timer med at gå op igen.
Undervejs op til selve passet blev holdet i år overrasket af en snestorm, der gjorde trekket noget hårdere at gennemføre. Alle eleverne kom dog over passet i fin stil, og alle bar deres egen rygsæk. Men der er ingen tvivl om, at trekket er det hårdeste eleverne har prøvet. Søren Nordahl bregnhøj beskriver turen over passet således:
”Jeg fik begyndende højdesyge på 3. Dagen, hvor vi måtte gå lidt ned for at akklimatisere, og siden mærkede jeg heldigvis ikke noget til det. Det var hårdt at slide sig igennem turen over Laurebina La, og da vi var kommet over passet gik det lidt nedad igen til en hytte i 4300 meters højde. Så fik vi at vide, at vi skulle ned til næste gæstehus på grund af vejret, og da det så oven i købet gik opad igen, så blev jeg bare træt. Jeg var helt, helt smadret, men ville ikke give op og give min rygsæk til en af de andre, for så følte jeg, at på en måde have tabt”, siger Søren Nordahl Bregnhøj.
Eleverne fik rykket deres grænser
None
Søren kæmpede sig igennem trekket, og synes at strabadserne var med til at styrke kammeratskabet. Samtidig synes han, at han er kommet ned fra bjergene som et stærkere menneske:
” Jeg er blevet meget bedre venner med dem i gruppen, så kammeratskabet er blevet stærkere. Jeg har fundet ud af hvad jeg kan, jeg har fået rykket nogle grænser, har lært meget nyt, og jeg kan noget mere nu. Og så har vi heldigvis også lært noget om Nepals kultur”, siger Søren Nordahl Bregnhøj.
Efterskolelærer Kim Gieseler var med på trekket og har været med til at udvikle turen. Han er overbevist om, at efterskoleeleverne lærer meget om sig selv om egne grænser på trekket. Det er en viden, eleverne kan bruge i resten af deres tilværelse, siger han:
”De lærer deres egne grænser at kende, og de lærer hinandens grænser at kende. De lærer, hvordan man måske bliver et bedre menneske og de lærer at kunne tage hånd om andre, der måske har brug for hjælp. De bliver meget reflekterede og bliver bedre til at kigge indad. Det styrker dem fremover at de ved, at de kan gøre sådan noget her, som de måske ikke troede de kunne”, understreger Kim Gieseler, der mener, at de unge bliver bedre mennesker af at være sammen med Takman i Danmark og Nepal.
Eleverne lærer at hårdt arbejde er vejen til succes
None
Kim Gieseler har været på tre treks med Takman, og er meget glad for, at det sidste år lykkedes at få Takman til Danmark:
”Det har været en fantastisk oplevelse at få Takman op på vores skole, og eleverne har nydt at være sammen med ham. Det har givet nogle gode samtaler mellem ham og eleverne, hvor de har fået meget ud af samtalerne kulturelt. De har også lært ham personligt at kende og lært om hans familie og baggrund. Man kan måske sammenligne Takmans historie med ”the american dream”. Man kommer fra ingenting, og så kan man alligevel blive til noget. Og Takman er jo virkelig blevet til noget, han kommer ud af ingenting og er via hårdt arbejde og via et ydmygt væsen og en venlig personlighed kommet rigtig langt. Og han drømmer selvfølgelig om at komme videre”, udtaler Kim Gieseler.
Han understreger, at det ikke er let at finde en erstatning for Takman blandt danskere, for i Danmark er det ikke nødvendigt at kæmpe så hårdt for at få succes i livet som i Nepal. Kim Gieseler er overbevist om, at det blandt andet er den hårde kamp for tilværelsen kombineret med den ydmyge livsindstilling, der gør Takman til den perfekte rollemodel for danske drenge, der skal lære at opføre sig som voksne mænd:
”Af Takman kan eleverne lære, at hvis man er et godt menneske der kæmper for sine drømme og ideer, så kan man komme langt. De kunne måske godt lære det af en dansk person, men her er det tydeligere fordi der ikke er nogen danskere, der er så fattige som her. Vilkårene herude er nærmest horrible i forhold til i Danmark, og det er næsten umuligt, at gøre det, som Takman har præsteret. Det vigtigste eleverne kan lære af at være sammen med Takman er at være et godt menneske”, slutter Kim Gieseler.
Det er planen, at Ranum Efterskole også næste år vil arrangere et høj alpint trek for de elever, der har brug for at blive presset ekstra hårdt fysisk. Det bliver helt sikkert med Takman Rai som chefguide, og forhåbentlig bliver det muligt, at Takman kan komme til Danmark igen for at forberede eleverne på turen til Nepal. Det håber Kim Gieseler, for på den måde får efterskoleeleverne størst muligt udbytte af at være sammen med den ydmyge rollemodel fra verdens højeste bjerge.
Video fra trekket
Billedserie fra turen
[ngg_images gallery_ids="36" display_type="photocrati-nextgen_basic_thumbnails" excludes="" gallery_width="600" gallery_height="600"]
