ARTIKLER

fre, 11 aug 2017

Annabelle 2: Skabelsen leverer intensitet på et fint niveau

Annabelle 2: Skabelsen har premiere den 10. August 2017

None

None

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I 2013 instruerede James Wan gyserfilmen The Conjuring, som var baseret på ægteparret Lorraine og Ed Warrens arbejde. Ægteparret levede af at uddrive spøgelser og overnaturlige ånder fra folks hjem i løbet af 1960’erne og 1970’erne. Med denne film begyndte de også fortællingen om den besatte dukke Annabelle. Annabelle 2: Skabelsen er den fjerde film i The Conjuring-serien. Filmen er efterfølgeren til etteren Annabelle, som udkom i 2014, og som fortæller historien om, hvordan Annabelle-dukken blev besat. I Annabelle 2: Skabelsen møder vi ægteparret Ester og Samuel Mullins og deres lille pige Bee. Samuel Mullins lever af at lave specielbestilte, håndlavede dukker. De lever et idyllisk liv ude på landet med deres lille datter, indtil Bee en dag bliver dræbt i et trafikuheld. 12 år efter Bees død, åbner ægteparret deres hjem for nogle piger fra et pigehjem og deres værge. Kort tid efter, at pigerne ankommer, begynder der at ske underlige ting, og det hele udvikler sig hurtigt til det værre og bliver nu et spørgsmål om liv og død for de unge piger og deres værge. James Wan har i løbet af de seneste par år lavet nogle virkelig velfungerende gyserfilm, men i Annabelle 2: Skabelsen har han påtaget sig rollen som producer, og han har overladt rollen som instruktør til den svenske David F. Sandberg, som sidste år brød igennem med gyserfilmen Lights out. Annabelle 2: Skabelsen er en ganske vellykket gyserfilm, og den er mange gange bedre end den første film om Annabelle. For at en gyserfilm skal fungere, skal den have intense øjeblikke, der skal være spænding, og der må også godt være få jumpscares. Et jumpscare er en betegnelse for det gys og chok, man får, når der f.eks. kommer noget frem fra mørket og siger bøh. Der er blevet lavet mange gyserfilm med jumpscares, og mange gange fungerer det slet ikke. I Annabelle 2 er der også en del jumpscares, og nogle af dem fungerer, mens andre jumpscares er mere forudsigelige. Der er måske en smule for mange jumpscares i filmen her, og man kunne ønske sig, at der blev leget med nogle lidt anderledes gysergreb. Et andet meget brugt gysergreb i Annabelle er det at bruge dukker og små piger, som bliver besatte. Det fungerer ganske fint, især fordi de unge piger i filmen spiller virkelig godt. Det gælder især de to unge hovedroller Talitha Bateman og Lulu Wilson. De er meget troværdige, både når de skal spille rystende bange, men også de mere stille scener imellem de to skuespillerinder er indimellem rørende og fine. Derudover er filmen flot filmet, og der er nogle meget flotte scener, men det skal også siges, at filmen er skudt i nogle flotte omgivelser, som er utrolig givende for en filmfotograf. Desværre mister filmen i sit klimaks lidt af den intense stemning, som der indimellem er i resten af filmen, og den falder ned i en gyserkliché, som gør, at den til sidst bliver forudsigelig og også mister lidt af uhyggen. Annabelle 2: Skabelsen er en af de mere velfungerende gyserfilm indenfor de senere år. Både fordi den indimellem har nogle gode jumpscares, nogle virkelig intense scener og nogle unge skuespillere, som brænder igennem og giver gode, rørende og troværdige præstationer.