Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Når noget slutter er en filmatisering af bogen ”The Sense of an Ending”, som udkom i 2011. Bogen er skrevet af forfatteren Julian Barnes og blev hurtigt en bestseller. Nu er den så blevet filmatiseret med Ritesh Batra som instruktør.
I ”Når noget Slutter” møder vi den fraskilte og pensioneret mand Tony. Han bor i en lille by, hvor det eneste han får dagene til at gå med er at arbejde i en sin egen kamerabutik, spise frokost med sin ekskone og hjælpe sin datter igennem hendes graviditet. Rollen som Tony bliver spillet af Jim Broadbent, som altid har været virkelig stabil og god i biroller, men som ikke tidligere har haft store hovedroller. Han er en virkelig hyggelig skuespiller som altid er dejligt underspillet.
I ”Når noget slutter” modtager Tony en dag et brev, om at hans ungdomskærestes mor er død, og hun har testamenteret en dagbog til ham. Hun har dog ikke sendt dagbogen til ham, da dagbogen er i ungdomskæresten; Veronicas besiddelse. Tony har ikke set Veronica siden sine ungdoms år, og har ikke haft nogle kontakt til hende. Men med brevet fra fortiden begynder Tony at mindes tilbage til sin universitets tid og langsomt begynder både gode og dårlige minder at dukke op.
Jo mere Tony mindes sin fortid, begynder den at besætte ham og han bliver nødt til at stå til ansvar for de valg han træf i sine ungdomsår. Jo mere fortiden får overtaget, jo svære bliver det for Tony at se det som har betydning for ham i nutiden.
Som sagt er det Jim Broadbent der spiller rollen som Tony, og ligesom de mange andre roller han har spillet, så spiller han også rollen som Tony ganske fremragende og underspillet. Rollen som den tidligere universitetskæreste bliver spillet af Charlotte Rampling, som ligesom Jim Broadbent også er utroligt underspillet i sit skuespil. I ”Når Noget Slutter” spiller begge skuespillerne og resten af castet ganske fremragende og nedtonet.
Selv om skuespillet er fremragende er det dog ikke det samme man kan sige om filmen. Filmen er en meget straight film, og handlingsforløbet er noget man har set mange gange før. Personerne i filmen ender også med at blive stereotyper og udviklingen hos rollerne, er også en udvikling som man har set mange gange før. Derfor bliver karaktererne i filmen heller ikke så dybe og spændende, da man kan se hvilken udvikling de skal igennem lige fra filmens start.
Visuelt er filmen heller ikke meget anderledes end andre britiske dramaer og der bliver ikke rigtigt leget med nogle ting i det visuelle. Dette gør desværre at filmen ikke adskiller sig fra andre britiske dramaer og derfor er filmen ikke en film som man vil huske lang tid efter man er gået ud af biografen.
Hvis man går ind og ser filmen for det, den er: et britisk drama og en filmatisering af en bog med et charmerende, men forudsigeligt plot, så får man det, man forventer. Og det kan sagtens være man får en god filmoplevelse, for filmen er ikke dårlig. Den er bare hamrende forudsigelig og straight.