ARTIKLER

tir, 24 okt 2017

Ny dramafilm gør dig klog på vinproduktion, men den er laaang

Vores Vingård i Bourgogne har premiere 19. oktober

None

None

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Vores Vingård i Bourgogne handler om en familie, som igennem generationer har dyrket vin. Ligesom andre vinbønder går de meget op i vinens smag, syre, duft og farve. Børnene på gården bliver tidligt oplært i at smage på vinene, og de lærer, hvordan de genkender dybde og nuancer. Børneflokken på vingården består af tre søskende. Jean er den ældste og derefter følger søsteren Juliette og broderen Jérémie. Da Jean som ung mand ikke kan holde ud at bo på vingården på grund af sin far, rejser han ud i verden for at finde sig selv. 10 år efter, da Jean er 30, vender han tilbage til familiens gård. Hans far ligger på hospitalet og er dødsyg, og hans mor er allerede borte. Han møder nu sine søskende, som han ikke har haft kontakt med i fire år, og nu bliver de sammen nødt til at drive vingården videre - noget, som kræver, at de sammen træffer vigtige beslutninger for gårdens fremtid. Instruktøren Cédric Klapish har arbejdet på Vores Vingård i Bourgogne siden 2010, hvor han blev interesseret i vinproduktion og det meget ædle håndværk, som vinproduktionen er for de bønder, der beskæftiger sig med det. Klapish brugte lang tid på at lave en fotoserie og en timeline fra en vingård, som viste vinmarkernes forandring i løbet af et år. Og man kan da også sagtens mærke, at der ligger meget arbejde og viden om vinproduktion bag filmen. Den virker gennemresearchet, men dét er desværre det mest spændende ved filmen. Man forstår, at vinproduktion ikke bare er vinproduktion, men at der ligger mange overvejelser bag produktionen - fx i valget af druesorten, smag og flaskens udseende. Der er ikke mange skuespillere med i filmen, men dem, der ér med, gør det ganske godt. Pio Marmai spiller Jean, Ana Girardot spiller Juliette, og François Civil spiller Jérémie. Derudover er der nogle biroller i form af Jean-Marv Roulot, som spiller hjælper på gården, samt Jérémies svigerforældrene  og Jeans australske kæreste og søn. I enkelte flashbacks ser man også børnene på gården som små og deres opdragelse i vinens verden. Der er desværre scener, som minder lidt om skolefilm. Det er scener, hvor skuespil, fotografering og musik ikke fungerer, og det minder om noget, der er lavet på en filmhøjskole. Her falder Vores Vingård i Bourgogne igennem, og scenerne virker unødvendige og underligt klippet ind. Man kan godt forstå, hvad instruktøren vil med disse scener, men de afbryder filmen og virker underligt påklistret. Der er også scener, hvor filmen er flot, og der er nogle ganske fine scener med de tre søskende og deres kærester - scener, som ind imellem er ganske rørende. Hvis man havde klippet de scener ud, som ikke fungerer, havde filmen været en rigtig fin fortælling om vinproduktion og familieforhold. Filmen er 113 minutter lang, og det kan den simpelthen ikke bære. Den ikke har nok historie til alle de minutter, og den er i hvert fald 20-30 minutter for lang.