Forfatteren Lise Bidstrup har netop udgivet romanen Reservedelens by, der er fjerde bog i den såkaldte Urban-serie. Med et samfundskritisk blik tager hun i serien fat i temaer som ulighed, overforbrug, higen efter berømmelse og i den seneste bog det barske tema; organhøsteri.
Tekst og foto: Julie Schuster Lapp
Med en uddannelse i religionsvidenskab, en stor interesse for mennesker og fokus på det samfund, vi lever i, har Lise Bidstrup skabt fire dystopiske bøger, som tager fat i nogle vigtige samfundsproblematikker. »Det handler om at åbne øjnene og se på det samfund, vi lever i,« siger hun og fortæller, at det er helt fantastisk at tage vigtige og ægte problematikker op til debat og putte dem i en fiktiv forklædning. For Bidstrup skriver om barske emner. Hun sætter ting på spidsen og lader læseren forstå, at der er tale om reelle problemer. Problemer, som vi bør have mere fokus på.Skal du læse Blidstrup?
Man skal kaste sig over Bidstrups Urban-serie, hvis man bekymrer sig om den verden, vi lever i. Hun forklarer at bøgerne kan kategoriseres som samfundskritiske, med fokus på ulighed, skrevet af en sortseer. »Det lyder ikke som den bedste salgstale«, ler hun, men fortæller at de barske emner desværre tilhører en barsk virkelighed.De rige og de fattige
Noget, som går igen i Urban-serien, er forholdet mellem de øverste og nederste lag i samfundet. I den nye bog har hun faktisk gjort skellet fysisk. For mens de fattige lever på jorden, render de rige rundt i deres hjem i ”svævebyerne”, som praktisk talt svæver over jorden. Bogen handler om organhøsteri, som er et kæmpe problem i Sydamerika. Det vil altså sige, når fattige sælger organer, de kan leve uden, for at få penge til overlevelse, men også de tilfælde, hvor fattige overfalder turister, bedøver dem og stjæler deres organer. »Jeg hørte om problemet for et par år siden og tænkte, at det var helt forfærdeligt. Men jeg oplevede, at mange slet ikke troede på, at det var et reelt problem,« fortæller Bidstrup og fortsætter: »Så jeg begyndte at undersøge det, og ifølge WHO sker ca. 5 procent af alle organtransplantationer ved stjålne eller solgte organer.« I bogen tager hun problematikken til det yderste, og hun håber, at den vil være med til at sætte større fokus på problemet.Alle og alting inspirerer
Med 84 bogudgivelser i bagagen er Bidstrup efterhånden en garvet forfatter. Hun har blandt andet skrevet hestebøger til småpiger, voksenkrimier, fantasyromaer til unge og meget mere. Inspirationen til hendes mange udgivelser finder hun i alt. »Jeg bliver inspireret, når jeg ser mennesker på gaden, når jeg ser eller læser nyheder, ja selv igennem andres mobilsamtaler,« smiler hun. Desuden tager hun på mange rejser i forbindelse med skriveriet. Der har både været ture til Costa Rica, Burkino Faso og Brasilien, som alle har været store inspirationskilder til hendes bøger. »Jeg er enormt nysgerrig af natur. Nogle gange må min mand lige skubbe til mig, for han siger at jeg stirrer,« ler hun. Ganske små observationer som andres måde at gå på, håndbevægelser eller andre træk er nemlig det Bidstrup bruger til at skabe afveksling i personkarakteristikker. Og selvom hun normalt skriver på 2-3 bøger af gangen, bliver plottene ikke blandet sammen. »Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er meget forskellige bøger og personligheder, jeg skriver om. Heldigvis er min redaktør vågen og siger nogle gange, ”hov, nu har den person vist lige skiftet hårfarve”,« siger hun og smiler.Bøgerne i Urban-serien kan læses uafhængigt af hinanden.