Er du en af de mange unge, som overvejer at droppe ud af studiet? Christina Gehlert Bang, som tidligere har studeret på Roskilde Universitet, fortæller her hvorfor dit drop-out ikke skal opleves som et nederlag
Tekst:Kristina Finne
Fotos:Anders Gehlert Bang
"Det er en personlig overvindelse at indse, at man har taget det forkerte valg" Tanken strejfede hende allerede et par uger inde i sit nye liv som universitetsstuderende på Roskilde Universitet. Den forventede og almene begejstring for det nye studie ramte hende ikke, ligesom den tydeligt gjorde på hendes medstuderende. Derfor valgte den 21-årige bornholmer Christina Gehlert Bang at droppe ud af Roskilde Universitets humanistiske bacheloruddannelse i oktober 2017: En måned inde i 1. semester. For Christina var det, ligesom for mange andre unge, en svær beslutning at tage: "For mig var det svært at gå fra tanken om at droppe ud af mit studie, til rent faktisk at tage skridtet og gøre det. Jeg tror de fleste unge er bange for at blive opfattet som en, der giver op og ikke kan klare studiet."Hver fjerde studerende dropper ud
En opgørelse af Uddannelses- og Forskningsministeriet fra foråret 2017 viser, at hver fjerde studerende dropper ud af en videregående uddannelse i løbet af deres studietid. Det høje tal er dog ikke overraskende, mener Christina: "Der er et vis pres fra vores samfund, som ønsker at de unge skal hurtigst muligt gennem systemet, og det tror jeg kan føre til for hurtige beslutninger for mange unge, der skal starte en videregående uddannelse." For Christina var det hverken hendes egen motivation eller egne evner, der var baggrunden for, at hun ønskede at droppe ud. Det handlede derimod udelukkende om universitetets opbygning: "Det var selve undervisningsformen, som gjorde udfaldet. Det handlede alt for meget om gruppe- og projektarbejde, hvilket slet ikke faldt i min smag."Et personligt nederlag eller en personlig styrke?
For mange unge studerende kan det opleves som et personligt nederlag at skulle indse, at man har truffet en forkert beslutning, men ikke hvis man spørger den tidligere RUC-studerende. Hun mener nemlig, at man i stedet bør opleve det som en styrke: Der skal jo noget til, at tage valget om at droppe ud. Det er en personlig overvindelse at indse, at man har taget det forkerte valg. Man kan derfor også se det som en personlig styrke," siger hun og fortsætter: "At man har viljen til at tage stilling til tingene i stedet for at sidde fastklemt i noget, som man ikke har det godt med, er vel en af de største personlige styrker, man kan have?" Efter Christina har prøvet at droppe ud af et studie, har hun nogle råd til de unge, som selv går med overvejelserne om at gøre det samme: "Det er vigtigt at du italesætter din situation over for nogle: studievejleder, familie eller venner. Og så skal du ikke være bange for at følge din mavefornemmelse: det er kun dig, der ved, hvordan du har det og hvordan du kan få det bedre." På trods af, at RUC i hvert fald ikke var det rigtige for Christina, er hun stadigvæk i tvivl om sin fremtid: "Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil, og det er ret frustrerende. Men jeg ved, at jeg vil være mere sikker, næste gang jeg vælger at påbegynde en uddannelse." "Jeg tror de fleste unge er bange for at blive opfattet som en, der giver op og ikke kan klare studiet "Det er vigtigt at du italesætter din situation over for nogle: studievejleder, familie eller venner.«