Ben Harper
22. september 2016
Falconer Salen
Anmeldt af: Amir Amirian
Torsdag aften var en fornøjelse for alle, der nyder musik helt ind til dens kerne. På Falconer Salens scene stod nemlig 5 gutter, der kælede for hver eneste tone, der kom ud af deres instrument. Ben Harper og hans uskyldige kriminelle leverede nemlig en udsøgt musikalitet på legendarisk niveau, og stjal min fulde opmærksom i de ca. 2 timer koncerten varede. The Innocent Criminals tog scenen med en groovy intro, hvorefter Ben Harper kom ind med en hat som jeg formoder han har lånt af Pharrell Williams. Ben startede medOppression
fra albummet Fight for Your Mind, der blev udgivet 1995. Aftenen bød faktisk på en omgang blandede bolsjer, her forstået på flere måder. Ben & Co leverede en sætliste, der bestod at kæmpe mix fra hans portefølje. Bl.a. fik ogsåWhen Sex Was Dirty
ogCall It what it is
fra hans nyeste album. Sidstnævnte, der ligeledes er titlen på det nyeste album, tager udgangspunkt i Bens egen baghave. Den handler nemlig om skudepisoder i USA, hvor politibetjente m.v. dræber afroamerikanere. Musikken er nemlig mere end et fantastisk udført håndværk. I musikken funderer et politisk og samfundsrelateret budskab, der er tidløst. Endvidere var jeg særlig glad for at høreAmen Omen
ogDiamonds On the Inside
. Herudover var der blandede bolsjer i form af genre. Torsdag aften bød nemlig på alt lige fra Reggae, sydstatsrock, tung og mørk blues til countryrock. Den røde linje blev dog holdt i form af Bens passion for blues. Det var nemlig klart at høre, at hans musik har sit fundament i bluesmusik. En udsøgt fornøjelse. Endvidere var det en skøn og dejlig fornøjelse at se sammenspillet mellem Leon Mobley (Percussion), Juan Nelson (Bas) og Ben Harper. Det var tydeligt at se, at koncerten var en stor leg. De jammede, hyggede og grinte. Resultatet var en omgang musikalsk beruselse. De hyggede sig på scenen, men desværre blev publikum ind imellem koblet af. Både i form af lidt for lange solopassager, men også i form af manglende kontrakt med publikum. Der var nemlig ikke den store henvendelse til publikum og faktisk var det kun enkelte gange at bandet adresserede sig til os ude på gulvet. Det gjorde, at enkelte af os groovede og følte musikken, men samtidig stod en større andel af publikum stiv som en pind og overværede koncerten. Dette opdagede jeg bl.a. pga. den fulde lysmand, som mange gange i løbet af koncerten tændte lyset i salen som en del af lysshowet. Det var en stemningsdræber af kalibre. Lydmanden havde vidst drukket af samme flaske. Det tog nemlig en halv koncert at få styr på Bens vokal, der ofte blev mudret og faldt i baggrunden af musikken. Endnu en omgang blandede bolsjer. Det ændre dog ikke, at det var en musikalsk fornøjelse at se Ben.
None
