Det tyske drama Inga og Lutz er iscenesat af Per Smedegaard og spiller på Svalegangen. Stykket præsenterer sig selv som en Action-tragedie og levner da heller ikke meget plads til fordybelse i de enkelte scener.
Vi befinder os i en gudsforladt betongrå forstad, hvor den noget passive og naive Lutz lever sammen med kæresten Inga. Inga belemrer konstant Lutz med hverdagens realiteter, hvilket Lutz ikke orker at tage stilling til. I stedet er han dybt optaget af sit samleobjekt, et sjældent gevær placeret i glasmontren midt i deres hjem. Allerede her fornemmer man stykkets drejning i og med stykket punkterer sig selv som tragedie. Og efterhånden som handlingen skrider frem, og en noget trøstesløs hverdag melder sig for Lutz og vennen Manni, bliver stykkets fortælling udfoldet på et meget tidligt stadie, hvilket resulterer i at meget af spændingen går tabt. Og geværet bliver som ventet også taget i brug ved stykkets tragiske udgang.
LÆS OGSÅ: "Misantropen - en kedelig affære"
Trods stykkets forudsigelighed, bevarer forestillingen et særligt energisk udtryk hele vejen igennem, bl.a. gennem de hurtige sceneskift, der foregår ved, at scenografien, som udgør en grå lejlighed, drejes. Herved skabes et nyt miljø og danner rammerne for handlingen. Også replikkerne leveres med en komisk timing, der skaber en helt særlig energi og flow, hvilket minder en om en spillestil, man også finder i sitcom. Men halvejs i stykket trænger man som publikum til plads til fordybelse og ro, særligt i de relationer der udspiller sig på scenen og i en komik der til tider bliver for revy- og farcepræget.
Medvirkende: Troels Malling Thaarup, Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Lykke Sand Michelsen, Fanny Bernth.