MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 13 aug 2012

Blur og den kompromitterende fadølsfest

Solen havde skinnet hele dagen, og årets helt store skovtur var i fuld sving, da det sidst på dagen torsdag var blevet tid til et af Smukfests største hovednavne i år. Da jeg først på aften vadede forbi talrige Jägermeister-barer, der blæste David Guetta i nakken på mig i surround, havde jeg svært ved at se fire britiske mænd levere inderlig anglofil pop for mig.

Men da Blur præcis kl. 22 entrerede med en nærmest uansvarligt energisk ’Girls & Boys’ måtte jeg se mig sat på plads af et publikum der var ved at sluge mig helt i deres begejstring. Publikum på Skanderborg skulle dog vise sig at være en omskiftelig størrelse. Allerede ved, det ellers ret store hit, ’Beetlebum’ virkede det til at store dele af publikums entusiasme og opmærksomhed tog et drastisk dyk, væk fra scenen og mod bunden af fadølskruset. Den manglende fest hindrede dog ikke de beroligende toner af ’Out of Time’ i at glide ubesværet ud over scenen - på denne aften assisteret af den syriske Oud-spiller Khyam Allami på en fabelagtig udvidet solo. Men fornemmelsen af at være til en anden koncert end størstedelen af de fadølsdruknede mennesker omkring mig hang ved. Skoven kogte for en kort stund fuldstændigt over til ’Country House’, nummeret der for alvor cementerede Blur som britpop-giganter, men som nok også er et af deres mere kitschede blandt mange fremragende satiriske hyldester til hjemlandet. Den blev efterfulgt af det noget stærkere titelnummer fra klassikeren ’Parklife’. Men så døde stemningen ellers igen, også selvom Blurs energi på scenen stadigvæk var rødglødende, idet de vovede at tæve kultfavoritten ’Popscene’ ned i vores øregange. De fleste var kommet for at høre hits, hvilket måske er ærgerligt når Blur er et band der har så mange forskellige stærke esser oppe i ærmerne.
None

None

Udover den gudsbenådede scenemand Albarn, må aftens største blikfang siges at være Graham Coxon. Nok en af vor tids mest undervurderede guitarister, med hans helt unikke, uforudsigeligt melodiske og skæve, twangy guitarspil, noget vi fik en magtdemonstration af da Blur lukkede settet med ’This Is A Low’ - endnu et nummer der ikke rigtigt fik fat i alle publikummer, men som ikke desto mindre lød fuldstændigt blændende. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv hvordan den ville have taget sig ud på Orange Scene i år. Måske havde man så også fået mere end de 18 numre 90 min. på Bøgescenen tillod dem – for

er

den muligvis endegyldigt sidste koncert med Blur på dansk jord ikke større end det Skanderborg? Men det var altså hermed allerede blevet tid til ekstranumre. En pose blandede godter hentet helt tilbage fra ’Leisure’ fra 1991, og frem til den nye single ’Under the Westway’, der på en stjerneklar sommeraften i Bøgeskoven nærmest fremstod som det tætteste vores prægtige ADHD generation er kommet på en moderne ’Whiter Shade of Pale’. Det var ganske enkelt ubegribeligt smukt. ”You might have noticed that we suffer from a particular kind of scizophrenia” jokede Damon Albarn efter bandet mesterfuldt havde blæst sig igennem den vidunderligt bizarre cirkus-instrumental ”Intermission” fra 1993 – og fanme’ om man ikke havde lyst til at svare ”ja det gør i, og det er derfor vi elsker jer!”. Få numre efter var det hele ovre. En lidt kort fornøjelse der, trods medgang og modgang fra tilhørende, var intet mindre end en kraftpræstation. Der er kun tilbage at krydse hvert et fiber i kroppen for at det ikke var sidste gang vi fik lov at opleve et af Englands mest banebrydende popbands i aktion herhjemme. I mellemtiden forsætter fadølsfesten i Bøgeskoven vel til næste år, og den må alligevel siges at være en af landets fineste.

Anmeldt af Kasper Husted

Foto: Peter Klode