søn, 20 sep 2015

Cafe for 300: Fransk sukkerchok på Frenchy

Frenchy, Hyskenstræde 16, 1207 København K

Anmeldt af: Marie Enevoldsen

None

None

Value for money: Passende – især salaten var rigtig god til prisen

Kvalitet på mad og drikke: Meget god

Betjening: Tjep og tjekket

Indretning: Rustik og romantisk

I en kælder på Hyskenstræde i København ligger caféen Frenchy. Som navnet antyder, er stedet af den frankofile type med harmonikamusik på anlægget, franske flag i vinduet og Président-smør til brødet. Selv tjeneren ligner en fransk charmør med sine mørke krøller og forklædet om livet.

Da vi ankommer til caféen er det franske tema meget indbydende på en solrig lørdag eftermiddag. Langs kantstenen ude på den smalle gade, er der stillet fire-fem små træborde frem, og vi udser os hurtigt ét i midten. Desværre er bordet reserveret. En smule skuffede bliver vi flyttet til et nabobord, så vi nu sidder side om side med en lille, gul gravko. Skidt, tænker vi, og konstaterer, at gravkoen, by-lydene og harmoniamusikken tilsammen giver en fin stemning af storbyliv.

Vi bestiller to gange cappuccino, en brunch til 139 og den noget billigere Frenchy-salat til 89 kroner.  Kaffen kommer hurtigt, men med vores erfaring som tidligere baristaer, bliver vi skuffede over den lidt brændte mælkeskum. Til gengæld imponerer maden, da den bliver serveret. Begge tallerkner er flotte og fulde af farver.

None

None

Min veninde sukker veltilfreds, da hun smager på salaten, som er en frisk, grøn salat med lun gedeost. Gedeosten har fået lige tilpas, og vinaigretten er god og syrlig – lige som vi kan lide det.

Brunchen er generelt smuk og velsmagende, men der er skruet lidt rigeligt op for antallet af søde sager på tallerkenen. Jeg får kun ét stykke ost og ét stykke skinke. Til gengæld er der lige til et sukkerchok med både lagkage, chokolade-macaron, nutella, hindbærmarmelade og en ultrasød yoghurt.

None

None

Lagkagen er tilmed tør og gummiagtig. Den smager fint, men konsistensen vidner om, at stykket ikke er friskskåret. Heldigvis er croissanten og brødet rigtig lækkert.

Vi slipper med en regning på 288 kroner, og det virker meget rimeligt for en lækker madoplevelse. De mange søde ting og den tørre lagkage trækker dog oplevelsen lidt ned, men den franske hygge og især den lækre salat fortjener en salut.