fre, 13 mar 2015

Cafe for 300: Sund og fantastisk mad

Gid jeg var en cheesecake! …for så ville jeg være vært for et brag af en smagsfest i munden på gæsterne hos ”Ren & Stærk” hver eneste dag

Anmeldt af Anne Kildegaard Hansen

Mejlgade 51D, Aarhus

”Sundhed med smag” står der på bonen, da jeg betaler for bestillingen: En åben kyllingewrap med sesammayo, grønt og nødder; en kalkun korma med ingefær og lime; en ”Hulken”-smoothie med avocado, spinat og æble; en ”C-bøf”-smoothie med havtorn, appelsin, gulerod og mynte og til sidst et stykke ”Gid jeg var en cheesecake”, som er lavet på cashewnødder, citron og vanilje. Hos ”Ren & Stærk” er gluten, stivelse og e-numre nemlig et no-go.

Min søster og jeg sætter os i forårssolen ved bordet langs vinduet mod gaden og glæder os til at blive rene og stærke udelukkende ved brug af tyggemuskulaturen. Og serveringerne skuffer ikke; sprøde grøntsager, knasende kerner, magert kød og god, kraftig karrysmag i kalkun-kormaen. Klimaks nås med wannabe-cheesecaken, som er vildt smagfuld, lækker i konsistensen og toppet med blåbær. Alle herlighederne skylles ned med de farverige og friske smoothies.

Vi rejser os fra bordet med en god følelse af mæthed, uden at det er på den tunge, trælse måde. Hvis du er fast food-fanatiker og elsker at spise, til du får kvalme, er det ikke ”Ren & Stærk”, du skal besøge. Alle andre vil jeg varmt anbefale at kigge ind!

  • Value for money: Den får fuld smæk for skillingen med kvalitetsråvarer og velsmag. ’Ren&Stærk’ er heller ikke nærige med portionerne, så jeg var nødt til at kapitulere og få halvdelen med hjem i den fine boks, min ret blev serveret i.
  • Kvalitet: Retterne indeholder mange forskellige økologiske grøntsager og tilpas med kød, og så er de og desserterne æstetisk anrettet, så der også er noget for øjet.
  • Betjeningen: var høflig, og der blev også spurgt, hvad vi syntes om maden efterfølgende.
  • Indretning: Stedet er ikke så stort, men indretningen matcher konceptet, og på væggene ses motiverende udsagn, der guider en til en ren og stærk hverdag.