MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 09 jan 2015

Café Spiret blomstrer

Burgeren fik tænderne til at løbe i vand

Café for 300 kr.:

Glimrende mad til en studievenlig pris

Cafe Spiret, Boulevarden 24, Aalborg Anmeldt af: Mads Jensen   4 stjerner ud af 6 mulige Value for money: Middel Madens kvalitet: God Betjening: Glimrende Smag: Velsmagende   Cafe Spiret i Aalborg byder på en lyd-, sanse- og smagsoplevelse, som giver lyst til mere. På en søndag aften, hvor stedet er fyldt til randen med smilende og fortærende mennesker, lykkes det stadig personalet og omgivelserne at skabe en stemning, hvor man føler sig velkommen og godt behandlet. Cafe Spiret har med årene forvandlet sig til en blomst i fuld flor, selv på en regnfuld og blæsende søndag aften. Indretningen er lettere steril, men de levende lys på bordenes midte giver en vis varme. Efter en gennemgang af menukortets veludvalgte retter, som inkluderer askillige pastaretter, salater, sandwich og burgere, falder afgørelsen: To burgere, den ene en ”Spirets Burger” og den anden en ”Mexi Burger” – begge med pomfritter. En imødekommende tjener nedfælder med sikker hånd bestillingen på notesblokken og spørger, hvorvidt vi skal have mayonnaise til pomfritterne. Svaret er ja, og regningen bliver som resultat heraf otte kroner dyrere, uden information herom. Efter kort ventetid, bliver de to burgere serveret i skæret af det levende lys på midten af bordet og til tonerne af Robbie Williams’ ”She’s The One”, som i et øremasserende lydleje svæver ud af højtalerne og indtager rummet. Gaflen er et must, når relish, ost og bacon skal holdes på plads, mens kniven skærer an til den første bid. Til stor overraskelse glider kniven nemt gennem bollen modsat burgere på andre cafeer, hvor det grove brød ind imellem føles som en tysk krigshjelm. Første point i bogen er sikret. Burgeren fik tænderne til at løbe i vand og skærpede lysten til at komme tilbage efter mere. Pomfritterne henledte dog tankerne til friturebrønden på McDonald’s og passede ikke umiddelbart ind i burgerens fine selskab. Burgerne kostede 121 kroner stykket og med to iskolde colaer med isterninger, endte cafebesøget med en samlet pris på 348 velspenderede danske kroner.