ons, 23 nov 2016

Caféanmeldelse: Inspirerende italiensk oplevelse

I autentiske rammer bevæger de ældre italienske tjenere sig rundt blandt bordene og tager imod pizzabestillinger med en tyk accent - helt fantastisk!

Anmeldt af: Jesper Trads, Foto: Restaurant Italia

None

None

Restaurant Italia - Åboulevarden 9, 8000 Aarhus C

Value for money:

Uden tvivl!

Betjening:

Fantastisk, imødekommende og glade

Smag:

Proppet med smag

Indretning:

Autentisk, varm og rar

Restaurant Italia har i mere end 30 år budt århusianere ind i varmen til pizzaer, pastaretter og store buffeter til morgen, middag og aften. Denne lørdag aften var restauranten fyldt med unge og gamle, familier og venner. Betjeningen består, ud over de herlige italienere, af smilende og imødekommende kvinder, der tager sig tid til kunderne.

Italiensk pizza skal selvfølgelig laves af italienere, og når man er et så autentisk sted, skulle min makker og jeg selvfølgelig have pizzaer. Vi bestilte to klassikere: Quattro Stagioni og Capricciosa. Førstnævnte er – oversat til de mindre belærte pizzakendere – en pizza med rejer, skinke, champignon og artiskokker, mens Cappriciosaen er toppet med kogt skinke og champignon. Helt klassiske og ikke de mærkelige danske versioner med dressing, fem slags kød og sågar bearnaisesovs.

Begge smagte fantastisk. Sprøde bunde, fantastisk fyld og gode størrelser. Hertil fik vi en halv karaffel af husets rødvin, der smagte fint, men uden at imponere synderligt. Det er skrevet før i TJECK Magazine, men jeg vil alligevel gentage det: Brug et par ekstra kroner på ægte italienske pizzaer i stedet for en 50’er hos den lokale. Smagen og glæden vil udmønte sig i hovedet og maven lang tid fremover. Med en pris for hele herligheden på 279 kroner, får man en god aften for få penge.