MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 25 feb 2019

Delebilsordning skaber studiejobs

Mange virksomheder har glæde af at ansætte studerende i 1-2 dage om ugen.

Det kan være svært for virksomheder i udkanten af de større byer at tiltrække studentermedhjælpere, men en ny delebilsordning gør det lettere for de studerende at komme til og fra arbejde.

Mange virksomheder har glæde af at ansætte studerende i 1-2 dage om ugen, men for de virksomheder, der ligger udenfor de større byer, er det ikke altid let at tiltrække studentermedhjælpere. Der er dog masser af spændende og relevante studiejobs at finde udenfor de større byers grænser, og derfor gør OK og Cand det nu lettere for de studerende at komme på arbejde. Talent Management-bureauet Cand, der arbejder for at bygge bro mellem studerende og virksomheder, stiller nu i samarbejde med OK en bil til rådighed, så de studerende kan komme på arbejde lettere og helt uden omkostninger. Partner i Cand, Martin Lie, forklarer tankerne bag initiativet: ”Vi ser store perspektiver i at gøre det nemt for studerende at transportere sig til og fra arbejde. Der findes rigtig mange spændende virksomheder, rundt omkring i Danmark, der alle har udfordringer, som studerende kan løse. Udover at være rigtig godt for virksomhederne, får de studerende også en utrolig læring, ved at indgå i et arbejdsmiljø, hvor akademiske kompetencer kommer på prøve og bringes i spil,” siger Martin Lie.

OK spiller en vigtig rolle i initiativet, da de er brændstofpartner i projektet.

”Først og fremmest ønsker vi at bakke op om Candbilen, fordi delebiler er en tendens, som vi følger med interesse. Ved at være med i projektet får vi nogle konkrete erfaringer omkring, hvordan en delebilsordning fungerer i praksis. Samtidig er det et godt, lokalt initiativ, som gør en forskel i de studerendes dagligdag,” siger Thor Folmann Krarup, forretningsudvikler hos OK. Konkret kommer bilen til at have base på Aarhus BSS, hvorfra de studerende, der er en del af Cand, kan bruge bilen, når de skal på arbejde.

Studiejobs er vigtige i kampen mod ledighed

På et overordnet plan er initiativet med Candbilen et bud på, hvordan problemet med at få færdiguddannede akademikere i arbejde kan forebygges. Et studiejob øger nemlig chancen for at komme i job efter studierne. En analyse, som Danmarks Evalueringsinstitut har foretaget, viser nemlig, at det giver 10-20 procent større chance for at være i job et år efter endt studie, hvis man har haft et studiejob. ”Vi ser en udfordring i, at rigtig mange virksomheder ikke er indenfor de større byers grænser, hvor de studerende helst vil arbejde. Det er en skam, fordi både studerende og virksomheder kan få meget ud af hinanden. Derfor vil vi gerne gøre, hvad vi kan for at bringe dem lidt tættere på hinanden,” siger Martin Lie. I oktober 2018 var ledigheden på det akademiske arbejdsmarked på 4,7 procent.