Det er ikke kun Bond, der har licens til at dræbe

Hvordan ville du forberede dig på at være i krig, hvor du kan blive nødt til at dræbe et andet menneske eller selv kan blive dræbt? Følg Forsvaret på den fynske slagmark og bliv klogere på, hvordan tre soldater forholder sig til de risici, deres job indebærer.

Tekst & foto: Anne Kildegaard Hansen

Den umiskendelig lyd af geværer, der lades. Skudsalver og tomme patronhylstre, der falder til jorden. Skyer af røg efter en eksplosion. Kommandoer og tilbagemeldinger på tværs af skyttegravene.

Soldaterne fra 2. CIS kompagni fra Ryes Kaserne i Fredericia er på øvelse lidt uden for Odense. Solen skinner, og græsset er stadig vådt af dug fra natten. Formiddagen er forløbet fredeligt, men det laver operationens øverste befalingsmand om på med et enkelt opkald med walkie talkien, og så er det på med beskyttelsesbriller, hjelme og skudsikre veste, selvom der kun er løst krudt i soldaternes skydevåben i dag.

DSC_1057

En gruppe soldater kommer til syne langs en række træer. Der lyder et brag, da den første af to eksplosioner i et mudret vandhul udløses. Soldaterne råber og kaster sig mod jorden med deres våben foran sig. Da gruppeføreren vurderer, at det er forsvarligt, rejser alle sig langsomt, og gruppen bevæger sig op ad det let bakkede terræn. De stopper nær en klynge træer og lægger sig på linje og sigter fremad.

Da de næste tre grupper når frem, lægger de sig også i hver sin række, så soldaterne tilsammen udgør en kvadratisk formation og kan dække 360 grader. Så kan fjenden bare komme an!

Et klik med musen og et tryk på aftrækkeren

Øvelsen, som løber over en hel uge, er en del af de meniges uddannelse, som forbereder dem på rigtige kamp- og krigssituationer. CIS står for Communication Information System, så mange af dem, der bevæger sig rundt på græsset og i skyttegravene nær Odense, foretrækker sandsynligvis at have hænderne på et tastatur frem for et skydevåben.

»Jeg er ikke helt vild efter at være med i fronten og skulle skyde eller blive skudt på,« siger overkonstabel Carina Wisby Andersen på 24 år. Derfor har hun valgt Telegrafregimentet i Fredericia, for det betyder, at hun under sin kommende udsendelse ofte vil sidde godt beskyttet inde i en bygning eller container i lejren, mens hun sørger for at kommunikationen bliver opretholdt, fortæller hun.


»Jeg vågner tit og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg glad for at være i live’. Det, synes jeg da, er en vildt dejlig ting at have fået med. Man får et helt andet perspektiv på tingene.«

– Sergent Morten Fejrskov Hansen, 27 år


Konstabel Lasse Brødsgaard på 22 år er omvendt fascineret af adrenalinsuset, og han kan godt lide at komme ud i naturen på øvelser som denne, selvom forholdene og vejret godt kan være en udfordring. I dag er fjenden fiktiv, men han er ret afklaret omkring, at det en dag bliver alvor.

»Man har selv valgt den her tilværelse, og så har man også skrevet under på, at det i værste fald kan ende med dødsfald,« siger han.

Det, du ikke dør af, gør dig stærkere

Sergent Morten Fejrskov Hansen på 27 år er befalingsmand. Han er som en del af ledelsesgruppen med til at ruste soldaterne i 2. CIS kompagni til at kunne klare sig, når slagmarken ikke nødvendigvis ligger på Fyn.

Morten har selv været i Afghanistan to gange som artilleriobservatør, og alvoren er rigtigt gået op for ham de to gange, hvor han har udfyldt sin ’Sidste Vilje’ med sine ønsker for sin egen begravelse, og samtidig skrev han farvelbreve til sine nærmeste.

Alle danskere kan oprette og udfylde deres ’Sidste Vilje’ på nettet eksempelvis, men Forsvaret har udarbejdet en særlig udgave, som gives til dem, der skal udsendes på internationale missioner. Så kan de overveje, om de har særlige ønsker for, hvad der skal ske, hvis de falder i kamp. Hvordan skal ens værdier eksempelvis fordeles? Hvem skal overtage ens hund? Hvem må få det ur eller et andet smykke med høj affektionsværdi, som man har arvet fra en af sine bedsteforældre?

DSC_1040

»Jeg ser det at dø som en erhvervsrisiko – ligesom man kan falde ned fra et stillads. Man accepterer det, når man siger ja, og så pakker man det væk. Man kan ikke gå og tænke over det hele tiden,« fortæller Morten og tilføjer, at han føler sig styrket af at have været udsendt:

»Jeg vågner tit og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg glad for at være i live’. Det, synes jeg da, er en vildt dejlig ting at have fået med. Man får et helt andet perspektiv på tingene.«

Både Morten og hans underordnede klarer sig gennem dagens kampe uden skræmmer. Kompagniets kaptajn er ikke udelukkende begejstret for deres indsats i dag – han efterlyser lidt mere skarphed og tænding, når der nu er blevet gjort så meget ud af øvelsen fra planlæggernes side. Så der er noget at arbejde videre med det næste års tid, inden soldaterne skal ud og hjælpe til i verdens brændpunkter.

[st-gallery id=”564d8e34705e6″]

Hvis du er blevet nysgerrig og vil vide mere om uddannelserne inden for Forsvaret, kan du glæde dig til det første nummer af TJECK Magazine i 2016. Her kan du se endnu flere billeder og høre soldaterne fra Fredericia fortælle, hvorfor de har meldt sig ind i Hæren, og hvad de får med i den camouflerede rygsæk på deres videre rejser i uddannelsessystemet og i livet generelt. Du kan også finde Forsvaret og Forsvarets Uddannelser på Facebook eller tjekke forsvaret.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.