DET SKER

tir, 23 sep 2014

Skønheden og udyret – flot, men forudsigeligt

Preben Kristensen i rollen som Lumiere

For meget Disney og for lidt kreativitet i Det ny teaters musical opsætning Beauty and the Beast

  Anmeldt af Torben Elsig-Pedersen De fleste kender Disneys historie om Skønheden og udyret, hvor en ung prins i sin egoistiske og ukærlige selvoptagethed afviser en fattig tiggerkone, hvorefter der falder en forbandelse over prisen og hele slottet. Kun hvis han kan lære at elske en anden og få sin kærlighed gengældt vil forbandelsen blive ophævet. Men hvem kan lære at elske et udyr? Historien er klassisk og leveres lige efter Disneys drejebog med billedskønne kostumer, fantastiske scenografi, et godt orkester og gode skuespil- og sangpræstationer, hvor Preben Kristensen i rollen som Lumiere især viser sædvanlig format. Alligevel sidder anmelder tilbage med en fornemmelse af uforløst kreativitet, fordi der ganske enkelt mangler et twist for at få historien til at røre og bevæge. Den første halve time er nærmest kedsommelig. Der må ganske enkelt være andre kneb ar føre os ind i historien på end med en speakerstemme, der trækker energi ud og forplanter træthed i os, der indtager stolesæderne. Det bør kunne gøres bedre på et teater. Spørgsmålet er om teatret er alt for bundet af Disneys koncepter? Trods kritikken, er der ingen tvivl om at der er tale om en overdådig opsætning. Men teatret mestrer præcisionen og skuespillerne har overskud, må man også godt forvente lidt mere end det, der står i drejebogen. Ellers bliver det en lang aften i glansbilledernes univers.   3 stjerner ud af 6 mulige