DET SKER

ons, 23 sep 2015

USO er blevet sin helt egen artist

Efter en tur til USA, viser USO med sin nye EP, at han er modnet

Den aarhusianske rapper USO har i mange år været på danskernes læber, når han gang på gang har leveret hits som ”Ikk’å”, ”Hey Shorty” og ”Momentet”. De sidste par år har han gennemgået en forvandling – mentalt såvel som fysisk. Hans nye EP ”Vi Er Så Fine” viser, at den lokale dreng fra 8210 er blevet voksen

Det var også hjemme i Aarhus, det hele startede, da en ung USO gik fra at bruge det meste af sin tid på at breakdance til at koncentrere sig om at rappe sammen med sin gode ven Liam O’Connor. Senere blev Marc Johnson også en del af kliken, og sammen dannede de rapgruppen B.A.N.G.E.R.S.; et projekt, som nu er gået i opløsning, men gutterne har alligevel holdt fast i hinanden lige siden. https://youtu.be/d580eHQF9YQ?t=4 USOs nye EP er dog et stykke fra B.A.N.G.E.R.S.-stilen, og hvor teksterne før kredsede om fest og ballade, har de nu en mere seriøs og voksen undertone. Samtidig har USO været en tur i USA for at blive bedre til at skrive tekster og producere musik. Turen til USA og den mentale forandring er kommet i takt med den fysiske transformation, USO har gennemgået. Diskoteksbesøgene blev nemlig skiftet ud med aftaler med en personlig træner i et fitnesscenter, og omlægningen har resulteret i et vægttab på over 20 kilo. Med den nye EP viser USO, at han er modnet og inviterer lytteren ind bag facaden. Han har fundet en ny stil, som bærer præg af den verden, han er vidne til.

“Jeg udvikler mig hele tiden for at kunne lave bedre sange. Jeg vil gerne give folk noget at tænke over, som rækker ud over fest og ballade og hurtig rap”,

forklarer han. USO er især opmærksom på, at han har et ungt publikum, der lytter med; en generation som han gerne vil passe på og introducere til noget andet end druk og damer. På den nye ”Vi Er Så Fine” har USO inviteret blandt andre Johnson og Joey Moe med ind i sit nye univers. Det er USOs første albumudspil siden 2012, men det har krævet mental og fysisk opladning, så han har ikke ligget på den lade side i mellemtiden.