MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 12 apr 2018

Et kort blik på Ready Player One

Både Cline og Spielberg sørger for at vi er godt underholdt med filmen "Ready Player One."

”Året er 2045 og verden er i forfald. Som de fleste andre, søger Wade Watts tilflugt i det globale onlinespil OASIS, et virtuelt Utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder ...  Et sted i dette virtuelle slaraffenland har skaberen af OASIS, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer. Den person som først løser dem arver Hallidays formue og kontrollen over OASIS!

Men gåderne er svære, og folk har problemer med at løse den første ledetråd. Men en dag falder Wade over den første brik i puslespillet, og så starter spillet om OASIS ... ” Sådan lyder bagsideteksten på Ernest Clines sci-fi roman Ready Player One. En læseoplevelse som byder på en overflod af referencer til nye og gamle spil, film og popkultur. En legeplads af nostalgi og nørdet trivia som ikke vil undskylde for noget. Det samme gælder filmadaptionen af Steven Spielberg. Både Cline og Spielberg skal nok sørge for vi er godt underholdt. Ready Player One er en popcornsfilm, ingen tvivl om det. Men nerven i historien om Wade, OASIS og den excentriske skaber af OASIS, James Halliday, handler om hvordan vi bør prioritere vores online-liv og vores ’rigtige’ liv. De teknologiske fremskridt på området har oversvømmet vores blik med en virtuel horisont som giver os et sug i maven og følelsen af at være der selv. PlayStation VR er bestemt ikke allemandseje (endnu), men lægger man mærke til hvornår Ready Player One foregår, virker præmissen om mennesker der kun lever halvt ’i den virkelige verden’ ikke så usandsynlig. ”When I read Ready Player One it was the most amazing flash-forward and flash-back at the same time (…) It’s a good time to escape, so virtual-reality will be a super drug,” udtaler Steven Spielberg I et promoveringsspot. Tiden vil vise om han og Cline har ret.