MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 01 sep 2016

Få Roskilde Festival-stemning i ørerne hele året rundt

Det er fjerde gang, Peter Ørbæk er på Roskilde Festival. Denne gang som redaktør for festivalens egen podcast.

Festivalsæsonen er overstået. Lumre telte, lunkne øl, kys og koncerter er skiftet ud med skole, arbejde og hverdagens trommerum. Hvis du heller ikke helt kan overskue det, har vi heldigvis noget, der kan trøste dig lidt. Roskilde Festival Podcast udkommer nemlig med episoder hele året, så du kan få festivalstemning i ørerne, mens du går og venter på at feste med alle dine venner og høre dit yndlingsband igen til næste år. TJECK Magazine mødte podcastredaktør Peter Ørbæk, 24 år, til en snak om, hvad det der festivalpodcast egentlig er for noget.

Tekst og foto:

Emilie Hendel Møller

Hvad er Roskilde Festival Podcast?

»Det er et tilbud fra Roskilde Festival om at få festivalstemning hele året. Og så er det en anden måde at fortælle nogle historier om festivalen og den måde, den kører på, end de skrevne medier kan.«

Hvad kan man forvente af Roskilde Festival Podcast?

»Det er forskelligt fra program til program, men det har selvfølgelig noget at gøre med Roskilde Festival. Det sidste år har vi fulgt Roskilde-året. Vi udgav den sjette podcast lige før festivalen i år, hvor vi både kiggede på nogle, der forberedte sig ekstraordinært til festivalen og på nogle af de ting, man ikke kan forberede sig på. Sidste år lige efter Roskilde handlede det om Roskilde-blues, og i det tidlige forår handlede det om musikbookinger.«

Hvorfor har Roskilde Festival brug for sin egen podcast?

»Podcasten har taget over for Roskilde Festival Radio. Så festivalradioen, der var live og meget spontan, er blevet gjort til en årelang ting. Gennem podcasten kan vi fortælle de historier, vi (fra festivalen, red.) selv synes, er interessante, fremfor at medier udefra definerer, hvorfor vi for eksempel skal tale om ulighed, der fylder meget i år, og hvordan vi skal tale om det. Vi har andre ressourcer og personer, vi kan tale med, og vi har god indsigt i, hvad der sker internt i Roskilde Festival, og hvordan tingene udvikler sig.«

Hvorfor skal man lytte til jeres podcast?

»Så man kan få noget Roskilde Festival-stemning. En stor del af Roskilde-oplevelsen er lyd. Når man kommer hjem, har man en rungen i hovedet efter en uges festival. Vi gør vores for, at du kan få lidt ekstra rungen senere på året.«

Hvad er din egen yndlingshistorie?

»Der var en rigtig fin historie i afsnit 2, hvor Benedikte Granvig talte med en dreng og en pige, der sad i kø til Muse sidste år. Drengen er kæmpefan, og pigen er med, fordi hun er hans bedste ven. Benedikte regnede ikke med at se dem igen, men da drengen og pigen kommer ud fra koncerten møder de Benedikte. Og kraftedeme om ikke pigen har grebet en af trommestikkerne! Hun giver den til sin kammerat og siger ”Selvfølgelig skal du have den! Du elsker Muse, og du er min bedste ven”. Der var meget Roskildestemning i den.«

Hvad laver man som redaktør for Roskilde Festival Podcast?

»Man holder rigtig meget styr på praktiske ting. Jeg har nogle hårdtarbejdende frivillige under mig. De skal have madbilletter, og vi skal have styr på alt muligt praktisk – det er mit ansvar. Ved siden af det kommer det sjove, som er er koordinere, hvilke historier, vi skal have hvornår, og hvem der klarer hvad.«
None

None

Peter Ørbæk optager lyden af publikum til Edward Snowdens tale.

Er det et fuldtidsjob at være redaktør for Roskild Festival Podcast?

»Nej, jeg vil tro, det kræver ti timer om ugen i gennemsnit over hele året. Lige op til vi skal udgive nye episoder, bruger jeg mange timer. Så skal jeg sørge for, at folk har fået samlet det ind, de vil lave, at det bliver klippet, speaket osv., og så har jeg også mine egne historier. Jeg er med over hele processen i alle historier, mens de frivillige journalister og reportere kun er med til deres egne historier. Lige op til festivalen er der også rigtig meget at lave.«

Hvem er de frivillige bag Roskilde Festival Podcast?

»Der nogle fra DR, nogle fra andre produktionsselskaber og nogle studerende. Det, alle har til fælles, er, at de er ret spontane og har lyst til at lave radio. De fleste har prøvet det før, og dem, som ikke har, ved, at de skal give den en ekstra skalle.«

Hvad har været din bedste camp-oplevelse i år?

»Jeg var til en fest i tirsdags eller onsdags, hvor jeg var ret heldig, at jeg havde min diktafon med, så jeg fik optaget det hele. Der var en fyr, som spillede saxofon henover et DJ-set. Da DJ’en var færdig, begyndte fyren med saxofonen at spille Epic Sax Guy. Folk klappede og slog på anlægget i takt, og der var en vild stemning!«

Hvad har været din bedste musikoplevelse indtil videre?

»Jeg var inde og se ’Hurray for the Riff Raff’ nede på Apollo. Det var meget countryagtigt, og det, synes jeg, var rigtig godt. Det var også meget cool, fordi mine forældre også lige kom forbi, og på det tidspunkt havde jeg også fået en cocktail og en bajer, så jeg var meget nede på jorden. Jeg er ret glad for country, så det var fedt, vi lige faldt over dem.« Hvis du gerne vil have Roskilde-stemning i ørerne hele året, kan du lytte til Roskilde Festival Podcast her (link til http://roskildefestival.podbean.com/), i iTunes eller din foretrukne podcast-app.