FILM, TV & TEATER

tor, 18 sep 2014

For lidt i løn?

Får du for lidt i løn?

Mange unge under 18 år arbejder ved siden af skolen for at tjene lidt lommepenge til at forsøde livet. Men ofte ved de ikke, hvor meget de har ret til at få i løn, eller hvad de ifølge loven må arbejde med. Er du en af dem? Rigtig mange unge supplerer lommepenge og SU med en løn fra et fritidsjob, men flere kender ikke reglerne for hverken minimumsløn eller arbejdsvilkår. Tit kender arbejdsgiveren heller ikke de specifikke regler for de unge under 18 år, og derfor bliver reglerne ofte brudt. Det prøver oplysningskampagnen Jobpatruljen at rette op på ved at rejse rundt i landet og fortælle om lovgivningen, så unge i job og deres chefer kan blive klogere. Koordinator hos Jobpatruljen Rasmus K. Jakobsen mener, at den manglende viden er et stort problem, fordi reglerne netop er til for at beskytte de unge. Han oplever, at unge, som kontakter Jobpatruljen, især er interesserede i at blive klogere på lønnen. Og ifølge ham er det da også en rigtig god ide at kende loven, så de unge ikke snyder sig selv. »Hvis man er ansat til klokken otte, men altid ender med at blive til 20 minutter mere, skal man altså sørge for at få løn for de ekstra 20 minutter. Det løber jo virkelig op på et år«, forklarer Rasmus K. Jakobsen, som dog mener, at unge også bør sætte sig ind i reglerne for arbejdsvilkår. »Der er rigtig meget arbejde, som unge slet ikke må lave, fordi det kan skade deres krop, som stadig er under udvikling. For eksempel må unge ikke arbejde i landbrug eller bære tunge ting, som vejer over 12,5 kilo, fordi det kan skade deres ryg«. Derfor håber han, at unge med Jobpatruljens hjælp vil sætte sig ind i lovgivningen for fritidsjob. Foruden sommerbesøg på arbejdspladser i hele landet, har patruljen også sin egen hjemmeside, hvor du kan finde information om de regler, der gælder for netop dig. Bliv klogere: Har du brug for svar på spørgsmål om løn eller arbejdsvilkår, kan du skrive til Jobpatruljens Brevkasse eller ringe til Fagbevægelsens Hotline. HOTLINE 80 24 10 10 – åben mandag og tirsdag kl. 16.00-19.00 BREVKASSE [email protected] 4 gode råd til fritidsjobbere: Få en kontrakt Sørg altid for at få en kontrakt, når du starter nyt job, og bed eventuelt din forældre om at læse den igennem. Kontrakten er det, der beviser, at du rent faktisk arbejder i firmaet, og den skal sikre dig ordentlige vilkår. Skriv dine timer op Det er en god idé altid at notere dine timer, når du kommer og går fra arbejde. På den måde kan du sikre dig, at du får betaling for hele din arbejdstid. Pas på din ryg Pas godt på din krop og din ryg. Ét forkert vrid kan give dig en alvorlig arbejdsskade, og fordi din krop stadig er under udvikling, skal du passe ekstra på. Faktisk må unge under 18 år kun løfte, hvad der svarer til en kasse øl med tomme flakser – nemlig 12,5 kilo. Tjek dine lønsedler Forlang altid at få dine lønsedler og sørg for at tjekke dem igennem. Rigtig tit sker der fejl,selvom arbejdsgiveren ikke prøver at snyde dig.