FILM, TV & TEATER

ons, 22 okt 2014

Tordenskiold med umage par i hovedrollerne

Tordenskiold kommer på film i 2016

”’Tordenskiold’ - en atypisk periodefilm og et portræt af et venskab

Henrik Ruben Genz har startet optagelserne på sin nye spillefilm ”Tordenskiold” med Jakob Oftebro og Martin Buch i hovedrollerne og med manuskript af den norske forfatter, Erlend Loe. ”Tordenskiold” forventes at få premiere i januar 2016. I ”Tordenskiold” følger vi den kun 29-årige viceadmiral Tordenskiold og hans kammertjener Kold. Året er 1720, freden er underskrevet, krigen er slut og søhelten aner ikke, hvad han skal stille op med sit liv. Kold overtaler ham til at tage på frierfærd til England, men turen udvikler sig til en morsom og grotesk rejse fra Christianshavn, ned gennem Danmark over grænsen og ind i de nordtyske riger. ”’Tordenskiold’ er en atypisk og fræk periodefilm og et portræt af et venskab mellem en herre og hans tjener. Vi fokuserer på de sidste uger af nationalheltens liv og ser Tordenskiold som en verdensmand i opløsning; en slags rockstjerne, der har mistet sin scene og dermed sin identitet. Vi vil tage publikum med på en underholdende rejse, en slags road-movie, dybere og dybere ind i sindets og begærets dunkle afkroge”, fortæller Henrik Ruben Genz. Henrik Ruben Genz spillefilmsdebuterede med den prisbelønnede børnefilm ”En som Hodder” (2003), og oplevede enorm succes med den kritikerroste ”Frygtelig lykkelig” (2008). Filmen modtog ikke færre end fem Bodil priser og syv Robert priser. I 2012 fulgte komediedramaet ”Undskyld jeg forstyrrer”. Den norske forfatter Erlend Loe oplevede massiv succes med sin roman ”Naiv. Super” fra 1996, og har modtaget en lang række litteraturpriser for sine ofte absurd-humoristiske hverdagsportrætter. Erlend Loe er derudover uddannet filmmanuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. I filmen spiller, Jakob Oftebro og Martin Buch, det umage par Tordenskiold og Kold. Den dansk-uddannede norske skuespiller, Jakob Oftebro, har gjort kometkarriere efter sin rolle, i den Oscarnominerede ”Kon-Tiki” fra 2012, og 2014 har været et usædvanlig travlt år for Oftebro. Han var Shooting Star ved Berlin International Film Festival, medvirkede i to af sommerens danske film ”Lev stærkt” og ”Når dyrene drømmer” og er aktuel i DRs tv-serie ”1864”. I 2015 kan Jakob Oftebro ses i filmene ”Guldkysten” og ”Skammerens datter”. Martin Buch blev uddannet ved skuespillerskolen ved Århus Teater i 1996, og har medvirket i en lang række teateropsætninger, TV serier og spillefilm deriblandt ”Fukssvansen” (2001), ”Dirch” (2011), hvor han spillede Preben Kaas, og naturligvis satireserier som ”Mit liv som Bent”, ”Normalerweize” og senest ”Rytteriet” med Rasmus Botoft.