En for tyk understregning af 80’er referencer blandet med et forudsigeligt plot fra første replik efterlader Teatret Svalegangens nye forestilling med mavepuster, der rammer skulderen i stedet for solar plexus.
Tekst:Jesper Møl Trads
Intet var sjovt i 70’erne, siger et gammelt ordsprog. Alt var lortebrunt og i triste omgivelser af trompetbukser og runde briller. Jakkesættet udgør middelklassens yuppiefader Axel, der som overhoved styrer familien i sin retning. En retning, der ikke er i bevægelse, men sidder fast foran betamax-maskinen, som de færreste under 30 år ved hvad er. Ind i de trygge rammer kommer den farverige Tommy med en movieboks under armen og drømmen om VHS-formatet. Herigennem udvikles intensitet mellem de to alfahanner, der tror på hvert sit format. Med denne forestilling skildrer teatret og instruktør Kasper Sejersen starten af de farverige 1980’ere ud fra teknologiens indtog med film til folket. Med Rambo og porno. Med videobutikker og med aerobic med Jane Fonda. Dette vises igennem alt for udtalte 80’er referencer, der ikke behøves forklaret og et godt lydbillede med klassikere fra tiden, der passer flot til de scener, de ligger sig op af. Desværre tager indledning til forestillingens konflikt alt for lang tid. De første 20 min kedede man sig tilbage i stolen i stedet for at sidde på nåle over spændingen. Herefter bevæger forestillingen sig fint op i tempo frem mod pausen, dog uden at overraske. Forholdet mellem 1. og 2. akt er for dårligt planlagt. Den først tager ca. en time og et kvarter og efter en pause på 15 min, så er der kun en lille halv time tilbage til 2. akt, hvor alt er åbent igen. Slutningen af stykket bliver derfor alt for hurtigt og forudsigeligt rundet af. Spændingen stiger aldrig her, men ligger på et latent niveau lige omkring middel. Den første formatkrig sås i 1980’erne og manuskriptet udfordrer ikke de ellers fint spillede skuespillere nok, men forklarer for meget og efterlader for lidt til publikum. Det er tydeligt understreget, at temaerne i forestillingen trækker tråde til i dag med menneskesyn, politiske vinde og ståsteder, samt en diskussion af, om hvad der er rigtig kunst. Om det er de til tider fisefornemme anmelderes finkulturelle holdninger, der er sande, eller om det er Rambo og Frækkere end politiet tillader, som folk hellere vil se. Her ses direkte forbindelser til eksempelvis Ole Bornedal og hans nye film ”Dræberne fra Nibe”, hvor publikum strømmer i biografen, men anmelderne er ikke tilfredse. Igen som ”Alle for en”-filmene og ”Klassefesten”, der begge storsælger billetter, men ikke tilfredsstiller de finkulturelle. Det skal også siges, at forestillingen lider af tidspunktet for premiere. At man ligger den samme dag som den vigtigste aften i flere årtier i Århus, åbningen af Kulturhovedstad 2017, er dybt uforståeligt og dårlig planlægning fra teatrets side. Forestillingen blev heller ikke båret frem af teaterdirektør Per Smedegaard, der normalt charmerende og varmt tager imod hver og en af publikummerne. Han, og andre kendte skikkelser fra teatret, var ikke til stede denne aften og det satte en dæmper på publikum, inden at forestillingen var begyndt. Derfor lever denne forestilling langt fra op til det virkelig høje niveau, som Teatret Svalegangen havde i 2016, men lad os nu håbe, at 2017 vokser i niveau og ikke drukner i for mange arrangementer i forbindelse med kulturhovedstaden.VHS VS. BETAMAX
Teatret Svalegangen Spilleperiode: 21. Januar – 11. Februar Medvirkende: Holger Østergaard, Rolf Hansen, Katrine Beck Ibsen og Fanny Louise Bernth Manuskript: Aleksa Okanovic Instruktion: Kasper Sejersen Scenografi: Peter Schultz og Nathalie Mellbye
