ARTIKLER

fre, 08 sep 2017

Fra TV til teater

Mød Frieda og Sylvester aka Eva og Jonas fra SKAM

Den 15. september får successerien SKAM nyt liv på de skrå brædder – tilmed i Danmark. Det københavnske teater Aveny-T har nemlig som de første sikret sig rettighederne til stykket. Vi har talt med de to unge skuespillere, Frieda Joanna Krøgholt og Sylvester Byder, der skal spille hovedrollerne som Eva og Jonas fra første sæson

Tekst: Marie Enevoldsen

Foto:

Pernille Kaalund

De to unge skuespillere har begge lavet film og teater før, og derfor fik de i foråret en invitation til en casting via deres castingbureauer.
None

None

»Vi vidste ikke, hvad det var for en casting, da vi tog derhen. Så vi mødte bare op, og jeg tænkte: ”hvorfor sidder vi her så mange unge mennesker”?« fortæller Frieda. Under prøven blev hemmeligheden dog afsløret. Det her var en casting til SKAM som teater. Alle de unge skuespillere skulle nu underskrive en kontrakt, hvor de lovede ikke at dele hemmeligheden med andre, før nyheden var blevet offentliggjort i medierne. »Det var en meeeget stor hemmelighed, for SKAM var jo stort i forvejen,« fortæller Frieda. Ikke desto mindre var det bare at kaste sig ud i prøverne, og her skulle flokken opdeles i par. De fik nu hver især uddelt et stykke papir med baggrundsviden om den karakter, de skulle spille. Sammen med deres partner skulle Frieda, Sylvester og resten af flokken herefter improvisere en scene frem. Det var hurtig proces, og da alle havde været på gulvet, læste en af casterne nu navnene på 14 af de unge skuespillere op. Resten var ikke gået videre og skulle derfor tage hjem. »Det var virkelig creepy,« husker Frieda og griner. »Og det var alle de store, der var der – dem, man har set i film. Så jeg tænkte bare, okay, jeg daffer bare nu,« fortæller Sylvester og bakkes op af sin medspiller: »Ja, og jeg skulle i sommerhus bagefter og havde allerede pakket tasken. Så jeg var sikker på, at jeg bare skulle hjem og nå et tog.« Heldigvis gik Frieda og Sylvester videre til næste runde – en runde, der var endnu mere intensiv end den første. Her blev de to sat overfor hinanden, og heldigvis klarede de det begge så godt, at de endte i rollerne som henholdsvis Eva og Jonas. Nu skulle Frieda, Sylvester og resten af det endelig hold dog vente hele sommeren, før prøverne gik i gang den 1. august.
None

None

Skolen må vente

Både Sylvester og Frieda går i gymnasiet – Frieda i 3. G og Sylvester i 2. G. Derfor har de måttet lave særaftaler med deres skoler. »Jeg har faktisk snakket rigtig meget med min skole om det her, for prøverne starter egentlig først klokken 12, så teknisk set ville vi godt kunne komme i skole inden prøvestart, men det er bare for hårdt,« forklarer Frieda. »Jeg har faktisk altid hadet at gå i skole, men jeg gør det alligevel. Det kommer også fra min opdragelse, at jeg gerne vil have noget at kunne falde tilbage på,« fortæller Sylvester.

3 hurtige

Havde I set serien inden i fik rollerne?

Frieda: »Jeg havde – du havde ikke, vel?« Sylvester: »Jo, jeg havde set sæson 1 én gang og sæson 2 sådan fem gange eller sådan noget.«

Minder I selv om Eva og Jonas?

Sylvester: »Jeg er virkelig vild med William-karakteren, og jeg minder nok også mest om ham, men derfor havde det også være kedeligt at skulle spille ham.« Frieda: »Jeg tror, det er meget godt, at vi ikke minder alt for meget om de karakterer, vi skal spille. Der er ikke så meget ved Eva, som jeg kan kende fra mig selv.«

 

Hvad er det så, der er fedt ved at spille skuespil?

Sylvester: »Når jeg har set en actionfilm, føler jeg mig lidt action hero-agtig, og det er det, der er så fantastisk; at man kan sætte sig ind i en andens liv. « Frieda: »Præcis! Det handler om at træde ind i en anden person, og det er ret spændende.«