Gå Ombord i nordiske delikatesser i Aarhus

Anmeldelse: Cafémad kan være forudsigeligt, men ikke på Ombord i Jægergårdsgade, der byder på nordisk inspireret tapas-ish frokost

5-T-anmeldelse red

Ombord, Jægergårdsgade 71, 8000 Aarhus C

Anmeldt af: Line Sass

Foto: Stine Dippel

Value for money: Selvom Ombord er et af de dyrere spisesteder i Aarhus C, fik vi superb mad til prisen

Madens kvalitet: I top. Let, elegant og lækker. Vi kunne smage, at maden var kokkereret med kærlighed og fremtryllet af gode, friske råvarer

Betjening: Imødekommende, opmærksom og rakethurtig betjening

Indretning: Indretningen var lidt som maden – enkel, moderne rustik og nordisk inspireret

20170119_113509

Ingen risiko for fedtede caféfingre

På Ombord kan du hverken få den klassiske caféburger & fries eller nachos med hele svineriet. De har kun en enkelt frokostret. Til gengæld er den ‘lækker’, som de lover i menukortet, og der er ingen risiko for fedtede caféfingre eller dårlig samvittighed på grund af kalorieregnskabet.

For 125 kroner fik vi fire delikatesser serveret i små glaskrukker; salat på perlebyg, rodfrugter og persille, røget laks med broccoli i sesam, serranoskinke med drænet hytteost rørt med syltede svampe og rilette af dansk gris med cornichoner og oliven. Til hele herligheden fik vi to slags brød, smør og kryddermayo. Særligt kryddermayoen fik vores madelskende hjerter til at banke.

Maden kom i løbet af to minutter, og tjeneren var altid inden for rækkevidde, men uden at trænge sig på. Hvis du er vegetar, er der ingen grund til at gå Ombord til frokost, da kød og fisk er den eneste valgmulighed på menuen. Det samme kan siges, hvis du har tømmermænd eller bare er virkelig sulten. Hos Ombord bliver du mæt, men heller ikke mere end, at du (få timer senere) planlægger, hvad du skal spise til aften.

Det er ikke et sted, hvor du slænger dig og vender hele verdenssituationen med vennerne. Her sidder du pænt, spiser med kniv og gaffel og føler dig drittkul. Maden var en ny oplevelse, som vi ikke forbinder med klassisk cafémad, og vi gik derfra med følelsen af at være lidt sundere og smukkere på grund af den tjekkede madoplevelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.