SAMFUND

lør, 20 sep 2014

Gik fra håndører til millionomsætning

Casper Blom
Dansk iværksætter: Gik fra håndører til millionomsætning 22-årige Casper Blom startede sin iværksætterkarriere som 12-årig med 300 kroner på lommen. I dag er han ejer og medejer af fem forskellige virksomheder, der tilsammen årligt giver en tocifret millionomsætning Man kan ikke længere nøjes med at kalde Casper Blom for en ’rising star’ i det danske erhvervsliv. For selvom pilen kun peger en vej – opad – har Casper Blom vakt opsigt i danske og udenlandske medier og iværksætterkredse i det meste af sit ungdomsliv og har for længst etableret sig som en respekteret forretningsmand med et ekstraordinært talent og ikke mindst vilje til at lykkes med sine projekter. Fiskede golfbolde op af sø Det stod næppe skrevet i stjernerne, at Casper Blom skulle gå hen og blive millionær på sit forehavende, da han af sin farfar som 12-årig blev foreslået at sælge brugte golfbolde til danske golfspillere. »Min farfar, der selv var en aktiv golfspiller, fortalte mig dengang, at der rundt omkring i de danske søer ved golfbaner lå masser af brugte golfbolde, der bare ventede på at blive fisket op. Derfor tænkte jeg allerede dengang, at jeg måtte bruge mine 300 kroner som jeg fik i lommepenge på at få en dykker til at hente dem op, så jeg kunne sælge dem«. Ideen viste sig at være alt andet end dum, for Casper kunne sælge de brugte bolde for de dobbelte af, hvad det kostede dykkeren at fiske dem op. Et grundlag for forretning var etableret. Sådan gik der flere år, hvor Casper Blom fra familiens garage sorterede, pakkede og sendte ordrer til golfspillere i hele landet. Efterhånden som forretningen blev større og større måtte Casper ansætte sin mor til at pakke golfboldene og sende dem ud i landet. »Jeg fandt relativt tidligt ud af, at min tid var brugt bedre på andre ting såsom at udvikle min virksomhed«, siger Casper. Da han som 17-årig besluttede at udbrede virksomheden til en online webshop tog det for alvor fart, og efter et år kunne Casper konstatere, at hans virksomhed nu havde omsat for en million kroner. Penge, der ikke blev udbetalt som løn, men som blev brugt som kapital til nye investeringer. »I starten havde jeg naturligvis drømmen om at tjene penge og køre fede biler, men jeg udbetalte ikke løn til mig selv de første 4-5 år. Da jeg købte min første bil – en Audi Cabriolet – oplevede jeg dog hurtigt, at det slet ikke var det, der tændte mig. Det var nogle helt andre ting såsom den frihed, man har som iværksætter. Jeg har hele mit liv sat mig nye mål, og jeg bruger langt det meste af det, jeg tjener nu, på at investere i nye projekter, så pengene kan avle. Det er meget sjovere«, forklarer Casper. En slider, der selv vil disponere Selvom handelstalentet er åbenlyst, er karrieren ikke alene et resultat af handelsskoleuddannelsen. Faktisk var skolebænken ikke interessant for Blom, der som regel kedede sig og hellere ville arbejde med egne projekter. »Jeg var nok lidt en enspænder i skolen og havde ikke rigtigt nogen selvtillid. Jeg ville helst være fri til at lave mine egne ting og have råderet over min egen tid«, siger Casper, der efter uddannelsen blandt andet rejste et år i Spanien, hvor han udviklede forretninger. »Det der med ikke at være bundet til et bestemt sted og kunne skabe noget uafhængigt af nogle faste rammer og strukturer, det tiltrækker mig meget«, siger han og påpeger, at han gennem sit arbejde har åbnet utallige relationer op og på den måde har skabt et socialt netværk, han ikke på samme måde hverken magtede eller havde lyst til i sin skoletid. »Just Fucking do it« I dag er Casper Blom, der i 2012 modtog iværksætterprisen ’Årets Unge Håb’, ikke bare aktiv i flere små og store virksomheder og projekter. Han har også en mission om at få flere unge til at vælge iværksættervejen. I foråret var han sammen med en ven og samarbejdspartner rundt på flere danske uddannelsesinstitutioner for at udbrede sine erfaringer og sætte skub i unge, der går med drømme om selv at starte egen virksomhed. Hans budskab er klart: »Alle kan starte deres egen virksomhed, hvis de virkelig vil det. Personligt stoppede jeg med at se fjernsyn i 1.g, fordi jeg tænkte, at den tid kunne bruges på at arbejde. Der er masser af undskyldninger for ikke at komme i gang, men det er simpelthen bare at springe ud i det og gøre det med liv og sjæl«, siger han. Caspers råd, hvis du vil starte din egen virksomhed: 1) Du behøver ikke at opfinde den dybe tallerken. Kig i stedet på, hvad andre gør, og se, hvordan man kan gøre det bedre. Det er ikke altid ideen, der gør det. Fem procent af succesen er ideen, 95 er det arbejde man lægger i det. 2) Det er i orden at lave fejl. Man skal bare ikke lave den samme fejl flere gange. 3) ’Gå niche’ Find dit eget segment. Jeg startede med at sælge brugte golfbolde, fordi ingen gjorde det. Hvis jeg var startet med at sælge alt indenfor fodboldudstyr, var jeg blevet jordet af de store virksomheder som Intersport og Sportsmaster. 4) Tænk ud af boksen. Find ud af, hvordan din virksomhed kan skille sig ud. 5) Gør tjenester for andre. Det lønner sig i længden at dyrke sine forbindelser og skabe nye. 6) Whatever it takes. Gør alt hvad du kan for at opnå, hvad du vil. 7) ’Just fucking do it’. Handl hellere i dag end i morgen. Dårligste undskyldninger Casper har hørt for ikke at komme i gang: 1) ’Jeg har ikke tid’ Tid er en prioriteringssag. Vil man noget 100 procent, så finder man tid. 2) ’Andre er bedre end mig’. Måske er det rigtigt ja, men skal det forhindre dig i at gå i gang? På bundlinjen bliver det ofte ham eller hende, der er klar til at gå den ekstra kilometer, der lykkes og får succes. 3) ’Jeg gør det i næste uge’. Man kan altid blive ved med at udskyde, men hvad kommer der ud af det? 4) ’Jeg mangler bare lige….’ Lad være med at fokusere på begrænsningerne. 5) ’Jeg har ingen penge’. Jeg startede med 300 kroner, så du kan sagtens starte uden penge på lommen. Kort om Casper Blom: * Ejer og medejer af fem forskellige virksomheder: Billigegolfbolde.dk, Dealfighter.dk, Domino’s pizza, Drinkster og Optic Zoo. * Omsatte for den første million som 18-årig. * Stoppede med at se tv i 1.g fordi »Det var spild af tid, når tiden kan bruges på at udvikle virksomhed.« * Udbetaler næsten ingen løn til sig selv, men investerer pengene i nye projekter for at »gøre pengene endnu mere værd« * Er aktuel med den anmelderroste selvbiografi og iværksætter-guide ”Just Fucking Do It”. * Er først lige flyttet hjemmefra. Vind bogen ”Just Fucking Do It”. Casper Bloms anmelderoste selvbiografi. Deltag i konkurrencen på tjeck.dk