None
En rejse, der gik til et fremmed land halvvejs rundt om kloden, blev en øjenåbner og et minde for livet for 26 elever fra Johannes Gymnasiet. I stedet for at rejse til en velkendt destination med Euro, højrekørsel og træk-og-slip toiletter, drog 2.y til et land med fritgående aber, ustruktureret trafik og et indbyggertal på 1,2 milliarder. Og sikke en oplevelse de fik
Skrevet af Stine Lindegaard Pedersen - 2.y Johannes Gymnasie
Det første vi lagde mærke til, da vi trådte ud af lufthavnen, var, at luften var anderledes. Der var tåget, og der lugtede en smule af krudt. Og nå jo.. så stod der mænd i kø for at bære vores kufferter for det, der svarede til 4-5 kr. Men nu var vi her, på turen vi selv havde ønsket, og nu begyndte vores rejse ind i en fremmede kultur. Nu var vi endelig ankommet til Indien. Vores klasse blev lovet, at vi skulle på studietur til Indien i 2.g, da størstedelen af klassen har en international studieretning. Så da vores teamledere forsigtigt fortalte os sidst i 1.g, at det ikke længere var en mulighed, grundet vi ikke kunne komme på udveksling, opstod der tvivl og forvirring i klassen. Og lærerne blev set på som løftebrydere. Indien var taget af bordet, da en studietur dertil uden udveksling simpelthen ville overskride budgettet. Hvor skulle vi nu rejse hen, på vores 2.g’s studierejse? Forslag som Bruxelles, Lanzarote og Washington var oppe at vende, men ingen af os var specielt begejstret for nogle af mulighederne. Dette fik to elever til at tage sagen i egen hånd. De undersøgte priser på flybilletter og hoteller i Delhi, for at se om det kunne være muligt at holde beløbet indenfor loftet. Efter lidt research opstillede de et regnskab i Excel, hvor de lige akkurat holdte sig inden for budgettet, og fremførte det for lærerne. De blev begejstret og overbevist – og så blev det afgjort. Vi skulle til Delhi i foråret 2014. Allerede før vi ankom til Indien, opdagede vi, at det var en anderledes studietur vi skulle på, end hvis turen havde gået til Lanzarote. Det startede oppe hos lægen, hvor vacciner mod leverbetændelse og stivkrampe skulle skydes ind i armen – og det kunne mærkes flere dage efter. Derefter skulle ansøgninger til visa nøje udfyldes, hvorefter de personligt skulle afleveres på den Indiske Ambassade. Alt dette var nyt for de fleste, da de færreste havde rejst til et land, så anderledes end mere almindelige rejsedestinationer som Rom, London eller Barcelona. Især da det kom til pakningen af tøj for pigernes vedkommende. Indien er et meget religiøst land, hvor kvinderne hverken viser skuldre eller knæ, og de går heller ikke med stramt eller nedringet tøj. Når en 17-18 årig pige så skal bevæge sig i et klima, hvor temperaturen når op på omkring de 25 grader, kan disse krav være svære at opfylde. Efter mange samtaler i skolen om kjolelængder, og et smut i mors skab efter tunikaer og silkeskjorter, så blev der endeligt pakket en kuffert. Og d. 20 februar 2014 stod hele 2.y med to lærere parat til at flyve mod den store oplevelse, som ventede forude. Vi havde op til rejsen en masse undervisning omkring Indien, og vores lærere prøvede hele tiden at forberede os bedst muligt på det kulturchok, der højst sandsynligt ventede på os. Men ligegyldig hvor meget forberedelse vi havde haft, ændrede det ikke på det kæmpe chok, vi alle fik allerede fra første dag. Vores lærere havde arrangeret, at vi skulle vises rundt i bydelen Old Delhi den første dag af nogle lokale studerende. Vi gik rundt gennem smalle gader og stræder, og besøgte både muslimske og hinduistiske templer. Denne tur gav virkelig et godt indtryk af, hvilken by Delhi også kan være. Mange forskellige indtryk fik vi kastet i hovedet, uanset hvor vi kiggede hen. Men de to største og mest dominerende faktorer var antallet af mennesker på gaden og i trafikken. Når man går som en gruppe igennem tætbebygget områder, fanger man automatisk folks opmærksomhed. Og når vi så oven købet er indehaver af adskillige blonde og blåøjede medlemmer i truppen – og alle sammen har den afslørende turistfaktor: den lyse hudfarve – så er de pegende fingre fra inderne obligatoriske. Og der var mange pengene fingre. I det hele taget bare mange mennesker på gaden. Hele tiden. Vi var ikke i tvivl om, at vi var kommet til et land, med over 1 milliard indbyggere. Men af dem, vi mødte, var størstedelen alle sammen glade, og ikke mindst nysgerrige omkring, hvem vi var. Vi følte os som kendisser, i takt med de smilende indere stoppede op på gaden for at iagttage os. Da vi havde rystet vores berømmelse af os, for et øjeblik, blev vi kastet ud i den absurde voldsomme og kaotiske trafik i cykel-rickshaws. Når man er vant til en velorganiseret trafik med lyskryds og fartgrænser , så får man et chok, når man ankommer til Indien. På gaden færdes både køer, geder og hjemløse hunde blandt en meget tæt trafik bestående af alt fra biler og auto-rickshaws til trækvogne og cykler. Lyskryds er stort set ikkeeksisterende og de få som findes, bliver ikke respekteret. Den eneste regel, som er gældende, er: Dyt så de andre trafikanter ved, hvor du er. Hellere 20 gange for meget end én for lidt. Denne uautoriseret regel resulterer i en konstant dyttende lyd døgnet rundt. Vores anden dag i Delhi bød på et mere skolerelateret indslag – nemlig feltarbejde. Vi var gået i gang med et tværfagligt forløb i samarbejde med fagene Engelsk og Samfundsfag hjemmefra, hvor vi i grupper arbejdede med forskellige problemstillinger. Dette skulle vi arbejde videre med i praksis i form af feltarbejde. Hver gruppe fik deres egen inder med, som agerede stifinder og oversætter, og så begav de sig ud i Delhi på næsten egen hånd. Nogle tog ud i den lokale slum for at undersøge toilet- og vandforsyninger, mens andre stod på den lokale metro station og interviewede indiske kvinder, som var på vej til studie eller på arbejde. Men oplevelsen var den samme: det var grænseoverskridende, spændende og ikke mindst sjovt at skulle kommunikere med et helt andet folkefærd, der er så langt fra vores eget. Og så kom dagen hvor vi skulle tidligt op. Den dag mange af os havde set frem til, trods vækkeurets indstilling. Vi skulle med toget til Agra, og se ét af verdens syv vidundere. Vi skulle til Taj Mahal. Og hvor var det dog fantastisk smukt. Vi fik en guidet rundtur, hvor vores kameraer og smartphones konstant hang i vejret, for at forevige vores besøg. Men på trods af, at Taj Mahal nok er den største seværdighed i Indien, og derfor naturligvis må være fyldt op med kameraknipsende turister, følte vi os igen som kendisser. Vi var nærmest de eneste udlændige, blandt de hundrede vis af andre indiske familier, som havde taget deres stiveste puds på i dagens anledning. Som tiden gik, mens vi betragtede den fantastiske flotte hvide bygning, blev vi mere og mere i tvivl om hvorvidt inderne tog billeder af os eller Taj Mahal. Flere fra klassen blev endda glædeligt inviteret med på familiebilledet, som havde seværdigheden i baggrunden. Dagene dernede gik hurtigt, og nogle gange var det svært at holde styr på alle de indtryk, vi hele tiden fik. En dag var vi på slumbesøg hos en lokal organisation, som primært arbejder med kvinders rettigheder. Her mødte vi nogle af de fattigste af de fattigste – men overraskende nok, gik vi alle sammen derfra med et smil på læben. Til trods for de levekår de havde, var de alle sammen meget glade for at se os, og synes vi var yderst spændende. Vi fik endda fortalt, at nogle af indbyggerne i det slumkvarter vi besøgte, aldrig nogensinde havde set hvide mennesker før. Dette gav os en kæmpe oplevelse, og fungerede lidt som en øjenåbner for os alle. Dagen efter besøgte vi en skole, som lå i et meget rigere kvarter – så kontraster så vi nok af. Vi var ude og tale med forskellige organisationer, lavede mere feltarbejde, besøgte en arkitektskole, shoppede i kæmpe storcentre, spiste traditionelt indisk mad og så var inde og se en vaske ægte indisk Bollywood musical. Men pludselig løb vi tør for dage, og hjemrejsen var lige rundt om hjørnet. Alle vores oplevelser, minder og diverse souvenirers skulle pakkes ned i kufferten, og de 9 timer i flyet ventede forude. Da vi nåede Kastrup Lufthavn, og folk efterhånden havde fået deres mobildata op at køre igen og grebet deres kufferter, blev der krammet og sagt farvel. Det vi havde gået og ventet på i et års tid, var nu ovre, og vi stod nu kun tilbage med vores Instagram billeder under hashtagget #2yIndien og vores erindringer. Nu skulle vi vende os til, at folk på gaden ikke længere ville stoppe op og tage billeder af os. Vende os til, at der ikke længere vandrede køer rundt midt på vejen, og en konstant dyttende lyd var placeret i baggrundsstøjen. Vi skulle hjem til rent vand fra hanen, spise andet mad end ris og kylling og indånde den friske luft. Og da vi trådte ud af Kastrup lufthavn, var det lige præcis det vi gjorde. Men mor i den ene hånd, kufferten i den anden og en kæmpe stor oplevelse med som erindringer, som vi deler med hele klassen. Og når vi så indånder den friske luft, kan jeg mærke, at jeg savner lugten af krudt, og den tågede luft. For det hele var en kæmpe oplevelse – og jeg er simpelthen så glad for, at klassen kæmpede for, at komme af sted. [ngg_images gallery_ids="32" display_type="photocrati-nextgen_basic_thumbnails" excludes="" gallery_width="600" gallery_height="600"]
