FILM, TV & TEATER

tor, 01 nov 2012

Gymnastik spreder glæde i Afrika

None

None

 

28 dygtige gymnaster på DGI’s verdenshold er nu nået til Afrika på deres ti måneder lange turné. Katrine Kæmsgaard fortæller her, hvordan det går

Af Katrine Kæmsgaard, gymnast på DGI’s Verdenshold

Kære Tjeck Kender I det udtryk, der siger ’ude godt, men hjemme bedst’? Lige præcis denne sætning har jeg altid funderet meget over, for selvom det er rart at være ude for at opleve og suge indtryk til sig, har det nu altid været bedst at komme hjem igen. I Uganda oplevede jeg, at jeg tænkte samme sætning, men samtidig at jeg var så ovenud forelsket i landet, at jeg ikke kunne få nok af stedet. Sætningen gav derfor ikke rigtig de samme tanker, som den før havde gjort. Dette kan godt lyde mystisk, da vi nærmest sultede i fem dage, at jeg havde mavepine på 10. dagen, og at vi kørte i en bus, der føltes som 100 grader indvendig, og hvor vi var stuvet tæt sammen som høns i et bur. Alligevel er det den største oplevelse hidtil. Vi har lavet rigtig mange workshops for børnene i Uganda, og de er helt vilde med os. Med det samme, vi træder ud af vores bus, kan vi se en kæmpe flok styrte mod os. De vil nærmest rive armen af ham ved siden af for blot at komme først hen til os. Og selvom de alle ikke er lige gode til at lave den form for gymnastik, som vi laver med dem, engagerer de sig hver og en og råber og griner og har en fantastisk oplevelse. Nogle gange tror jeg ikke, at vi som hold tænker nok over, hvor meget glæde det giver de børn, vi er ude ved. Én workshop, som har sat sig meget ind på livet af mig, er den vi lavede for 1800 skolebørn, hvor vi hjemmefra havde forberedt os på 500. Det var noget af en overraskelse – heldigvis var vi hurtige til at omstille os. Nogle af børnene startede ud med at være generte og turde ikke rigtig at være med til at lave badutspring og svinge armene på forskellige måder, men i slutningen af workshoppen livede de op, og jeg fornemmede en kæmpe glæde sprøjte ud af øjnene på dem. Vi har nu passeret grænsen til Kenya i vores bus, og vi er alle parate til et nyt kapitel på vores verdensturné. Mon Kenya giver mig ligeså store oplevelser, som Uganda har gjort?