MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 11 feb 2015

Hedda Gabler. Kurs mod selvdestruktion

Marie Louise Wille i hovedrollen som Hedda

Hedda Gabler:

”Jeg vil for en eneste gang i mit liv have magt over en menneskeskæbne”

Hedda Gabler af Henrik Ibsen spiller på Aarhus Teaters scene Scala til den 28 februar. Stykket er iscenesat af den serbiske instruktør Anja Susa. Stykket handler om den restløse Hedda, der føler sig indespærret i det borgerlige ægteskab med den kedelige og akademiske ægtemand Tesman, hvis største mål i tilværelsen er at realisere sine karrieremæssige bestræbelser. Trods det at der er mange, der forsøger at få Hedda til at indpasse i rollen som hustru, er hun mere opmærksom på de våben, hun har arvet fra sin far, her iblandt en pistol som får afgørende betydning til slut i stykket. Og da Heddas tidligere flamme, den lidenskabelige Løvborg kommer tilbage til byen, og hurtigt indfinder sig i hjemmet, sættes Tesman og Heddas ægteskab på prøve. Med Marie Louise Wille i hovedrollen som Hedda, portrætteres en vilter og livshungrende kvinde, der i sin kedsomhed føres på en destruktiv kurs. Hendes mission skærpes gennem stykket og det bliver klart, at hun i frygt for at vise sit sande jeg, i stedet prøver at vinde magten over Løvborg. Undervejs får hun med sine manipulerende evner rykket hendes relationer tættere på den afgrund, hvor hun også selv havner. Derved krakelerer den borgerlige pæne facade langsomt, som Heddas medspillere ellers forsøger at opretholde. Den spartanske scenografi, som udelukkende består at et langt hvidt bord og en slags hvide lærreder som omgrænser rummet, er med til at underbygge intensiteten i stykket, da der ikke er andre rum, skuespillerne kan benytte sig af. Derfor er alle skuespillerne på scenen konstant, og selvom de ikke er i aktion, overhører de hinandens dialoger, noget som skærper temaet om at vinde kontrol og magt over et andet menneske, da alle ved alt om alle. Skuespillerpræstationerne leveres levende og charmerende og selvom replikkerne ofte er ladet med meget stor humor, fornemmes alvoren og nødvendigheden, gennem replikkernes tempo og et bagved liggende temperament. Men den ironi, som særligt Marie Louise Wille tillægger sin rolle gør, at man aldrig kommer helt under huden på hendes Hedda, og der forbliver en distance til hendes følelsesmæssige udskejelser stykket igennem. Dog skaber humoren også en tilgængelighed til det klassiske Ibsen drama, og man er som publikum underholdt fra start til slut.

Medvirkende: Marie Louise Wille, Jacob Madsen Kvols, Bue Wandahl, Niels Ellegaard, Sicilia Gadborg Høegh, Mette Døssing, Inge Sofie Skovbo

Anmeldt af Sidse Elsig 4 ud af 6 stjerner  
None

None

Foto: Rasmus Baaner