Et højskoleophold kan være en måde at finde ud af, hvad du er god til. For mig var det et rum, hvor jeg fik lov til at eksperimentere, og jeg lærte at springe ud i ting, som jeg aldrig havde gjort før
"Højskolen har åbnet min bevidsthed og gjort mig mere passioneret"Tekst: Nana Frøling Nielsen
Foto: August Andersen
Jeg har altid søgt fælleskabet. Sammenholdet, farverne og følelsen af at være en del af noget. Derfor lå det også i kortene, at jeg efter tre lange år i gymnasiet skulle på højskole. Jeg havde lyst til at blive dygtigere og dykke et spadestik dybere ned i min passion for journalistik. Jeg havde lyst til at møde nogle nye mennesker, udvikle mig og frem for alt nyde livet. Så det gjorde jeg. Jeg drog i sommeren 2016 på et knap fire måneders højskoleophold i Sønderjylland, langt fra alt hvad jeg kender til.Man åbner sit sind og bliver en lille smule mindre dømmende
Det var overvældende første gang, at jeg trådte ind af den store glasdør. Det er klart. Alle de her nye ansigter, bagage, der flød alle vegne, og en tung lugt af gylle, kaffe og småkager. Jyske, sjællandske og fynske stemmer i én stor pærevælling. Der gik heldigvis ikke særlig lang tid, før vi smeltede sammen til ét – eller før brætspil, aftenkaffe og højskolesang blev et fast ritual.
None
Jeg har på kort tid lært og oplevet vandvittig meget. Det er de helt små oplevelser, der er de bedste. Dem, der virker ubetydelige, men som også er dem, man i sidste ende husker bedst. Som fx den første introdag, hvor vi skulle gå 25 kilometer i regnvejr. Der mødte jeg Julie og Jeppe, som i dag er nogle af mine bedste venner. Vi var alle tre drivvåde, sultne, en anelse trætte og endte naturligvis med at fare vild af flere omgange. Alligevel husker jeg det som en af de bedste dage i mit liv. Det er sådan noget, der sker, når man er på højskole. Man åbner sit sind, bliver en lille smule mindre dømmende og skaber venskaber, der blomstrer langt ude i fremtiden.
Så er der alle de dage, hvor vi var ude og interviewe i lokalsamfundet. Det var en stor del af undervisningen på den journalistlinje, jeg gik på. Lige pludselig kunne jeg tage mig selv i at sidde og drikke sodavand i et fremmed hjem med en halvskør pensionist, fordi vi havde fået til opgave at spørge, hvornår en person sidst græd. Det var ind imellem grænseoverskridende og udfordrende, men jeg lærte af det. Jeg er uden tvivl blevet mere passioneret og ikke mindst bevidst om, hvordan jeg udnytter mine evner i de projekter, jeg brænder for. Den målrettede undervisning har desuden givet mig en række uundværlige værktøjer til de kommende optagelsesprøver på landets journalistuddannelser.
