Som nye højskoleelever farer vi vild på gangene, hilser på fremmede ansigter og møder op på de forkerte tidspunkter, de forkerte steder. Vil vores svedplamager under armene nå at tørre ind, får vi drukket tilstrækkeligt med halvlunkne øl, og når vi at få venskaber for livet, inden vi igen skal pakke vores kufferter?
Tekst: Janne Dalby Eweet & Ida Dengsøe Foto:
Cecilie Høgsberg Knudsen
Tunge mørkegrå vinterskyer hænger over den hvide herregård Krogerup Højskole - vores nye hjem. Sammen med 108 andre forventningsfulde forårselever slæber vi kaktusser, kufferter og kasser ind gennem hoveddøren og videre ned ad de tomme, rungende gange. Vi tager afsked med vores familier og ser nu de skarpe billygter forsvinde i mørket ned ad grusvejen. Det er vores første højskoledag. Vi er alene, nervøse og forventningsfulde, men fælles om at være det. Vi er trådt ind i en højskoleverden med lunken kaffe, støvede bøger og tirsdags-, torsdags-, og lørdagsfester.Bankende rytmer og skæve toner
Hverdagens rutiner begynder at tage form, da introugen næsten er gået. Spændte tager vi plads i ’Lille sal’ til dagens obligatoriske morgensamling. Forstanderen slår den første tone an på det store flygel, mens vi desperat bladrer i højskolens mørkeblå sangbøger. Vores rustne stemmer vækkes. Vi mærker de bankende rytmer i kroppen og de skæve toner i ørerne, da vi stedforvirrede bliver spredt til alle skolens hjørner. I dag skal vi have journalistik for første gang.Nyt hjem - ny hverdag
I det gamle, gule bibliotek møder vi de andre ”journalister” om det kaffeplettede langbord med dagens papiraviser til morgenens redaktionsmøde. Radioavisens velkendte lyd blander sig med vores småsnak om nyhederne udenfor Krogerup Højskole. LÆS OGSÅ: "Do’s & don’ts på højskolen" Alle præsenterer deres medievaner, og vi fornemmer hurtigt det høje faglige niveau og de fælles interesser. Hvordan skal vi balancere mellem det faglige og det sociale på en højskole? Vil vi hjælpe hinanden eller konkurrere med hinanden indenfor vores fælles faglige interesse; journalistik og medier? Vi bliver hurtigt kastet ud i at skrive, og der opstår galoperende tastelyde i rummet. I dag skal der nogle kilometre i fingrene. Vi tygger nervøst på kuglepennene, gennembladrer skiftevis papiraviserne, åbner afprøvende mundene og tør efterhånden at sige mere end vores egne navne. Ved middagstid begynder vores maver at rumle - pinligt. Emnet skifter fra international politik til dagens frokost i spisesalen. Som dagens avisoverskrifter skifter, og måltiderne indtages, bliver den summende lyd af vores samtaler på kryds og tværs i spisesalen intensiveret. Den tidligere angstprovokerende frokostpause er nu et hyggeligt højdepunkt for os. I fællesskab begynder vi rutineret at afrydde bordene. Vi mærker, at det individuelle jeg begynder at blive til et vi. Vi erfarer hurtigt, at vi er her for at hjælpe hinanden og lære af hinanden.”I wanna dance with somebody”
Første lørdag aften går vi med crepet hår, iført glitter og pangfarver 80’ernes univers i møde. Vi tager en slurk af vores nyåbnede Vestfyen. Hvordan vil aftenen forløbe? Hvor skal vi placere os i den store sal? Og hvem skal vi egentlig snakke med? Timerne går, vores promiller stiger hurtigt, og blandt de første modige dansere bevæger vi os ud på gulvet til 80’er-hittet ”I wanna dance with somebody”. Senere lokker graffitimalede vægge, god musik og glade rytmer os for første gang ned i ’natkassen’, Krogerups kælderbar. Morgenen efter damper lugten af urin og øl op fra ’natkassen’, og minder os om nattens fest. Det er lugte, der velkendte kommer snigende igen de næste mange søndage. Der er allerede gået en måned. Vores indhold i kufferterne er omdannet til værelsesrod. De først så fremmede ansigter på gangene er nu velkendte, og der er stadig mange aftener endnu, som indbyder til halvlunke øl og snakke til langt ud på natten.
