LIVSSTIL

lør, 21 sep 2013

Højskole på savannen

23-årige Julie Connelly var egentlig begyndt på Geografi på Københavns Universitet. Men efter få måneder stoppede hun. Rejsefeberen rasede, men samtidig ville hun gerne blive klogere på, hvordan hendes fremtidige drømmestudie skulle se ud. Valget faldt på et højskoleophold i Kenya arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke

  Tekst: Camilla Boyhus Madsen   Selvom sabbatår er blevet synonymt med fjumreår i den offentlige debat, er Julie Connelly ikke i tvivl - de fire måneder hun tilbragte på en højskole i Kenya, som en del af sit sabbatår, har haft en afgørende betydning for hende. »Jeg er blevet mere målrettet og klar til at starte på et studie. Det er den største gave, jeg nogensinde har givet mig selv, og jeg ville ønske, at alle kunne få en sådan oplevelse,« fortæller Julie. Hun vidste, at hun ville læse videre, men efter at være droppet ud af geografistudiet var hun meget usikker på, hvad næste skridt skulle være. Hun søgte efter noget, der, med hendes egne ord, skulle opfylde flere krav: »Jeg ville ud og få en idé om, hvad verden er for et sted, og hvad jeg kunne tænke mig at studere.«   Højskolen som studievejviser Sammen med en gruppe danske unge tog Julie af sted for at være på Mellemfolkeligt Samvirkes højskole i Kenya i 4 måneder. Langt ude på savannen skulle hun både tilbringe tid i klasseværelset og opleve virkeligheden i et udviklingsland. Kombinationen af teori og praksis gav god mening for hende. »Vi havde et journalistikforløb, hvor vi lærte interviewteknik, at stille åbne og kritiske spørgsmål, og så var vi bagefter ude og interviewe en masse forskellige mennesker.« Temaet for højskoleopholdet er Globalt Medborgerskab med undervisning i demokrati, journalistik, kulturforståelse og forskellige kreative fag. Særligt timerne i journalistik fangede Julies interesse. »Jeg synes, de timer gav mig utroligt meget. Både en masse praktiske redskaber, og jeg begyndte at tænke, at det måske var en retning, jeg burde overveje.«   Stening af homoseksuelle På højskolen i Kenya boede Julie og de andre danskere sammen med en gruppe af unge kenyanere, der også var med på højskoleopholdet. Julie fortæller, at det var mødet med dem, der gjorde størst indtryk. Hver tirsdag holdt de unge danskere og kenyanere ’coffee bar’, hvor de diskuterede forskellige emner. Nogle mere ømtålelige end andre. »Vi diskuterede for eksempel homoseksualitet og abort, som vi var meget uenige om. Der var en som sagde, at hun synes, det var ok at stene homoseksuelle, hvis man så dem på gaden. Men vi fik en forståelse for, at det er nogle holdninger, de er vokset op med i deres kultur, og derfor er de selvfølgelig præget af det. Så vi blev enige om at være uenige,« siger Julie. Alligevel kunne Julie ikke slippe snakken og sin undren over, hvordan flere af de unge kenyanere kunne stå inde for holdninger, man sjældent støder på i Danmark. Hun boede på værelse med en pige, som var en af dem, der havde meget stærke holdninger imod homoseksuelle.  De havde det rigtigt godt sammen og Julie besluttede sig for at udfordre hendes verdenssyn: »Jeg spurgte, hvordan hun ville have det, hvis jeg var lesbisk. Hun gik nærmest i chok og ville forsikres om, at jeg ikke var det. Jeg ville gerne vide, om hun ville holde mindre af mig, hvis det var tilfældet. Men det ville hun slet ikke svare på.«   Giv ikke gadebørnene penge Julies egne forestillinger og fordomme blev også udfordret. Hun kan godt huske, hvilke associationer Afrika gav hende, inden hun tog af sted og forklarer: »Jeg tænkte, det var et håbløst kontinent, at der ikke var håb for ungdommen, og at det var meget fattigt.  Men det blev i høj grad afkræftet.« Noget af det, der var med til at rokke ved Julies forudindtagede opfattelser, var besøgene hos forskellige work-camps, hvor unge aktivister havde startet projekter og kampagner for at ændre forholdene i deres land. Et af projekterne var et værested for gadebørn, hvor de lavede forskellige aktiviteter for børnene og støttede dem i at tage en uddannelse og komme væk fra gaden. »De unge kæmper virkelig for at ændre deres egen og andres fremtid og gøre en forskel. Som turist tror man, at det hjælper at give penge til gadebørnene. Men jeg lærte, at det bare fastholder dem i livet på gaden. I stedet har de brug for en uddannelse, så de selv kan være med til at ændre deres liv.« Inden Julie udskiftede Nørrebros asfalt med den røde savannejord, havde hun mange overvejelser om, hvorvidt hun kunne trives i en helt anderledes kultur i flere måneder. Hjemme igen kan hun ikke forstå, at beslutningen skulle være så svær. »Jeg synes, alle folk burde tage ud i verden, for det at møde folk fra en anden kultur gør virkelig, at man rykker sig som person. Man kommer hjem og har en helt anden forståelse for mennesker omkring sig.«       Mellemfolkeligt Samvirke tilbyder højskoleophold i Afrika og Asien 4 måneders højskole i Kenya (inkl. rejse til Tanzania) 4 måneders højskole i Nepal (inkl. rejse til Indien) 3 ugers sommerhøjskole i Kenya eller Nepal   Læs mere på globalcontact.dk/globalhojskole