STUDIELIV

man, 02 maj 2016

Hun er ikke på p-piller

Hvis din kæreste er gravid, er det hendes beslutning, hvad der skal ske med graviditeten

 Mand på 16 år fra Thisted Kommune

Mig og min kæreste har på det sidste et par gange haft sex uden kondom, hun er ikke på p-piller og er begyndt at blive nervøs for hun kan blive gravid? Hvad skal jeg gøre?

Svar:

Du skriver, at hun ikke er på p-piller, men har I talt sammen om prævention overhovedet? Måske bruger hun en anden slags prævention end p-piller? LÆS OGSÅ: "Hver 3. tror, kondom beskytter bedst mod graviditet" Du kan ikke gøre så meget ved det selv, hvis hun ikke bruger en anden slags prævention, men må prøve at snakke med hende og høre, hvad hun tænker om det. Måske kan I aftale, at hun tager en graviditetstest, hvis hendes menstruation ikke kommer som den plejer? Hvis din kæreste er gravid, er det hendes beslutning, hvad der skal ske med graviditeten – om hun vil være mor, have en abort eller bortadoptere barnet. Det er kun hende, der må træffe den beslutning. Du kan selvfølgelig snakke med hende, fortælle om, hvad du tænker og føler omkring det, så hun ved, hvad det betyder for dig og måske for jeres forhold? Det samme kan hendes forældre. Du kan læse mere om, hvad en pige eller kvinde kan gøre, hvis hun er uønsket gravid på Sexlinien.dk. Fremover kan du sørge for at bruge kondom, når I har samleje, så du bedre kan føle dig sikker på, at hun ikke bliver gravid mod dit ønske. Det er desværre endnu den eneste prævention udover sterilisation, mænd kan bruge selv. Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl. 17-19 fra mandag til torsdag. Fredag er telefonen åben kl. 15-17. Nummeret er 70 20 22 66.