SAMFUND

man, 19 nov 2012

Hvem tror han egentlig, han er?

None

None

Vi går i sandhed mod koldere tider. Efterår bliver til vinter og de lyse dagtimer kan efterhånden tælles på en enkelt hånd, sådan godt og vel! Om dette er grunden til at over 100.000 danskere har valgt at tage forskud på juleanden ved at indløse billet til en lidt anderledes, men hylemorsom omgang fjerkræ, skal være usagt. Men faktum er, at Anders ”Anden” Matthesens nye show er det hurtigt sælgende til dato. TJECK har fanget Danmarks

måske

mest populære og produktive komiker i forbifarten.

Af Anne Kildegaard Hansen

Fotograf: Claus Peuckert  

Hvordan har publikum indtil nu taget imod dit nye show?

Virkelig varmt og godt. Andre af mine tidligere shows har nok delt folk mere op. Mange har haft nogle forbehold eller har lige skulle vænne sig til, at jeg gjorde noget nyt, men denne gang er det som om at stort set alle jeg snakker med siger: ”Det er dit bedste show nogensinde”. Det er ret fantastisk.

 

Har det været en udfordring at skulle tilbage på scenen med et nyt show efter den lange pause?

Det er altid en stor udfordring for mig at lave et nyt stort show, fordi det kræver arbejde og umage.

 

Hvor meget betyder publikums respons for din levering af et show som ANDERS fra aften til aften?

Publikums reaktioner betyder meget. F.eks. kan det jo afgøre showets længde. Visse aftener klapper og griner folk så længe, at showet varer en halv time længere end det plejer. Og publikums glæde smitter i høj grad af på mig. Hvis folk er legesyge så bliver jeg det også og så opstår der improvisationer og halløj. Det er bestemt en vekselvirkning og det betyder også at hvert eneste show er forskelligt fra de andre.

 

Ændrer du indholdet af showet på din vej rundt i landet?

Der kan opstå nye ting og jokes og andre ting kan blive skåret ud, fordi jeg mister glæden ved at lave dem. Men jeg sætter mig ikke ned med en saks og går showet igennem på papiret. Showet er organisk og kan ændre sin form ret så drastisk under en turné.

 

Hvordan forholder du dig til tilråb fra salen? Har du eksempler på respons fra publikum, som er kommet bag på dig i forbindelse med ANDERS indtil nu?

Der har kun været en enkelt ”heckler” (det hedder sådan en der råber under et stand-up show) i salen på alle de 20 shows jeg har lavet. Det gik fint – forstået på den måde at han fik nogle verbale tæv, som han jo også havde ønsket sig. Det tager jeg stille og roligt. Så længe publikum ikke føler sig forstyrret. Af og til hvis folk er for fulde og bliver ved at kæfte op, så kan det i sjældne tilfælde blive nødvendigt, at en af vagterne lige går hen og siger ”Det var sjovt men nu ikke mere tak”.

 

Hvad griner vi danskere af? Har det ændret sig i løbet af din karriere?

Der er da skiftende tendenser og modebølger inden for komik, som man nok også kan fornemme, hvis man slår over på Zulu. Og jeg holder mig ikke helt up to date. Folk viser generelt mere tolerance over for de ting, jeg laver i forhold til for 20 år siden. Der blev folk hurtigt forargede eller sure. Enten er det tiden, der har ændret sig eller også har folk vænnet sig til mig .

 

Hvordan var det at starte sin komikerkarriere som 18-årig?

Det var et kæmpe eventyr og det har det været hver eneste dag. Jeg har altid vidst, hvad jeg skulle og jeg har nydt hver et skridt på vejen.

 

Hvis den dengang 18-årige Anders Matthesen så Anders Matthesen turnere med ANDERS nu, hvad tror du så, han ville synes om showet?

Hmm.  Han ville nok ikke forstå en skid. Han ville sikkert sidde i salen og komme med tilråb

.  

Hvilke overvejelser lå bag dit valg af titel til showet i forhold til tidligere shows?

Jeg mærkede nærmest titlen i maven. Det skulle være meget enkelt og uden for meget indpakning og omsvøb. Og jeg tænkte meget over mig selv og mit liv, så det var meget nærliggende, at det skulle hedde Anders.

 

Kan man se ANDERS som en slags stand-up-selvbiografi eller i hvert fald en form for selvfremstilling, hvor fakta og fiktion blandes?

Man kan se det som et kapitel i en selvbiografi. Det er et show om, hvor jeg er lige nu i mit liv. Fiktion er der altid i komik, men jeg har aldrig været så meget mig selv på scenen, som i dette show.

 

Hvordan forventer du at ”restituere” oven på turnéen, når den slutter i november?

Der er jo adskillige dage i kalenderen uden shows. Jeg har da lige haft 5 dage fri. Så det er altså ikke den tunge maraton for mig. Men jeg skal helt sikkert holde noget ferie og lade op igen mentalt og mærke efter hvad jeg kunne tænke mig at lave i fremtiden.

 

Hvad kan publikum se frem til fremover fra din side?

Det samme som altid: Et eller andet som jeg har gjort mig stor umage med. Jeg aner selv endnu ikke hvad jeg skal.. og om jeg skal noget.. det får lov at vise sig i kølvandet på turneen.