MODE & STIL

tor, 30 aug 2018

Indretning af studiebolig: 4 gode råd

Små ting kan virke overflødige, men træfigurer, lysestager, plakater og billeder gør din studiebolig til et hjem.

Er du også kommet ind på dit drømmestudie, og har du allerede fundet studieboligen? Så står du sandsynligvis over for en flytning og indretning af dit nye hjem. Du kan naturligvis alliere dig med mor og far, men hvorfor ikke sætte dit eget personlige præg på din base de næste par år? I denne artikel har vi samlet fire tips til indretning af din studiebolig, så du ikke ender med en lejlighed eller et værelse, der er indrettet, som mor og far ville gøre det.

Tænk i multifunktionelle møbler

Som kommende studerende er penge typisk ikke det, du har mest af, og derfor handler det om at være kreativ og åben, hvis boligindretningen skal gå op i en højere enhed. Medmindre dine forældre finansierer dine boligdrømme, bliver der sandsynligvis ikke råd til Hay, Muuto og andre kendte designerbrands, når du også skal betale depositum og købe bøger til studiet. Men mindre kan bestemt også gøre det! Overvej fx at købe en sovesofa – her får du sofa og seng i én smart, praktisk løsning. Så behøver du ikke at skulle bløde flere tusind kroner for to møbler, der sagtens kan samles i ét.

Gå ikke på kompromis med hyggen

Selvom mange studerende bruger meget tid i læsesalen eller hos venner/veninder, er studieboligen under alle omstændigheder din base, hvor du skal lade dine mentale batterier op. Derfor er det vigtigt, at du i forbindelse med indretningen ikke går på kompromis med hyggen og de hjemlige rammer. Et tomt hjem er ikke ligefrem med til at sikre dig mentalt overskud, og det er da slet ikke et sted, man inviterer studiekammeraterne hjem. De små ting kan virke overflødige, men træfigurer, lysestager, plakater og billeder er bare alle med til at sikre den røde tråd, som gør din studiebolig til et hjem. Find inspiration på Træfolk.dk.

Spar på (gulv)pladsen!

Studieboliger har ofte en ting tilfælles – og det er manglen på plads. Langt de fleste studerende skal leve på relativt få kvadratmeter, og det stiller naturligvis også krav til din indretning. Her er hverken råd eller plads til kæmpemæssige møbler, der optager halvdelen af dit gulvareal, ligesom du hurtigt vil opdage, at man ofte skal være kreativ for at få plads til det hele. Her kan det være en god idé at tænke i højden og bruge væggene for at spare på gulvpladsen. Ophængte reoler og skabe kan være en smart løsning på pladsproblemer.

Du behøver ikke gå all in

Du vil sikkert gerne det hele, men har kun råd til det halve. Bare rolig! Der er ingen, som forventer, at du som studerende har dyre Hay-puder eller flotte Vipp-produkter til mange tusind kroner. Du skal ikke bekymre dig, om din vasketøjskurv har kostet 100 eller 1.000 kr., og der er ingen, som bebrejder dig, hvis du starter ud i det små. Du kan altid løbende ”opgradere” dine ting hen af vejen.
None

None