ARTIKLER

ons, 12 okt 2016

Ny popprins får pigerne til at skrige

Ivan Martinez er klar med sin debutsingle

Ivan Martinez skriver pop med masser af sjæl. Nu er han klar med den drømmende og folk-poppede debutsingle ‘Et Hus’, der er valgt som titelsang til TV 2-serien ’Grethe’.

None

None

None

None

Foto: August Bonnesen Hvad er vigtigst at have, hvis man vil lægge den danske popscene for sine fødder: talent, personlighed eller en unik lyd? Svaret er en god kombination af alle tre ting – og lidt mere til. Ivan Martinez, der er et af de nyeste skud på den danske popstjernehimmel, er både begavet med en lækker vokal og et yndigt ydre. Den 21-årige singer-songwriter med chilenske rødder skaber original, positiv, guitardrevet pop med følsomme og ærlige tekster. Nu er han klar med sin første single ’Et Hus’, som udkommer den 14. oktober.

Kærlighed og fremtidsdrømme

»Jeg skrev ’Et hus’ på en dejlig sommerdag i Chile, hvor jeg var nede og besøge min familie. Min far lavede havearbejde, min mor gik og lavede mad, og de små børn legede i poolen sammen med min kæreste. Jeg var omringet af kærlighed og min familie, og det fik mig til at tænke på min egen fremtid og det liv, jeg en dag skal stifte med en partner,« siger Ivan Martinez, der blandt andre nævner Lumineers og Shawn Mendes som inspirationskilder.  

Sætter lyd til ny tv-serie

I starten af 2016 skrev den unge musiker kontrakt med Offbeat og kom dermed i selskab med nogle af dansk pops absolutte topnavne med Rasmus Seebach i spidsen. Siden har han blandt andet spillet support for amerikanske Jack & Jack, og nu er han klar til selv at sætte sensommerens soundtrack på og dele det med os andre. Udover at være første single fra hans kommende EP er ‘Et Hus’ også valgt som titelsang og musikalsk signatur til Jarl Friis-Mikkelsens nye komedieserie ‘Grethe’, der har Peter Frödin, Anders W. Berthelsen og Trine Pallesen i hovedrollerne. Serien får premiere på TV 2 til efteråret.  

En cocktail af charme og dansable beats      

Ivan Martinez debut-EP udkommer senere på året og er produceret i et tæt samarbejde med produceren Daniel ’Cedo’ Salcedo. Udover den følsomme og charmerende ‘Et Hus’ byder EP’en også på mere uptempo numre og dansevenlige beats med et lækkert, autentisk lydbillede. Ivan Martinez har både fingrene og sjælen dybt begravet i hver sang og projekt, som han står bag. »Jeg vil gerne have, at min musik kan hjælpe andre. Jeg er jo et menneske som alle andre, og det er de samme problemer og opture, vi kommer ud for. Jeg søger at connecte med andre folk gennem min musik,« siger Ivan Martinez. Du kan følge med i Ivan Martinez musikalske rejse på Facebook.