MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 17 aug 2015

Jazz'ens dreamteam

Cæcilie Norby & Lars Danielsson : "just the two of us" nyt album på gaden 28. august

Privat danner de par, og nu præsenterer to af de mest populære og respekterede jazzmusikere i Europa deres første duo album sammen. Det er et intimt, frugtbart og rørende musikalsk møde mellem en stor sangerinde og en fantastisk bassist og musiker. Danske Cæcilie Norby og svenske Lars Danielsson er i bogstaveligste forstand jazz'ens dream-team

Eftertænksomt, følsomt, nærmest magisk, sådan kan kun en musiker som Lars Danielsson introducere en melodi, så falder Cæcile Norby ind og synger Joni Mitchell's udødelige ballade, "Both Sides Now", med sin helt egen, uafrystelige følsomme, bluesy, charmerende evne for fotolkning. Fra første tone inviteres vi på en rejse i parrets private og aldeles betagende musikalske univers. https://youtu.be/eIcwS1SbMa8?t=3243

Sammen i mange år, men i hver sin musikalske retning

Vi kender Cæcilies historie. Efter som ganske ung, i starten af 80'erne, at have sunget iden prisvindendejazz-rock gruppe Frontline slog hun for alvor igennem og blev "verdensberømt" i Danmark med pop/rock gruppen OneTwo. Jazz'en har dog altid ligget hende nær, og i halvfemserne blev Cæcilie Norby, som den første europæiske kvindelige sangerinde, signet til det legendariske Blue Note label, noget der bl.a. førte til samarbejder med verdensstjerner som Chick Corea og John Scofield. Cæcilie har høstet stor international anerkendelse i kraft af sin personlige og alsidige stemme, men især også fordi hun igennem sin karriere har været skelsættende og banebrydende mht. at kunne navigerer på tværs af musikalske genrer, og forene dem i et helstøbt troværdigt udtryk. Også Lars Danielsson har en stor international karriere. Han har, blandt mange, arbejdet med musikere som Charles Lloyd, Mike Manieriog Brecker Brothers, men først og fremmest har han udviklet sig som en personlig musiker og producer, med en række fremragende og anmelderroste udgivelser i eget navn på det velansete og for sine kvalitetsudgivelser højt berømmede tysk/europæsiske plademærke ACT Records. I dag betragtes Lars Danielsson som en af de mest betydningsfulde jazzmusikere i Europa, og han har netop modtaget en af jazzmusikkens største priser, den prestigefyldte tyske ECHO Jazz, som bedste internationale bassist 2015. I 2011 blev Cæcilie også tilknyttet ACT, og Lars har som producer været meget involveret i produktionen af begge hendes udgivelser for selskabet. Et samarbejde der også går den anden vej, hvor Lars har glæde af Cæcilies evner, som f.eks. på hans seneste udgivelse, "Liberetto II" fra 2014, hvor det er Cæcilie der er krediteret producerrollen.

Just The Two Of Us

I tæt samspil tager de, på denne intime duo indspilning, os ud på en ny musikalsk rejse. "Det var en kæmpe udfording, for som bassist er vokal noget af det mest krævende i et rent duo samarbejde" siger Lars Danielsson, "Det er sindsyg følsomt i forhold til intonation og puls, og det kan kun fungere, når man virkelig kender hinanden, og man lissom har en fælles sjette sans i forhold til den retning musikken tar'. Cæcilie forstår instinktivt at reagere på mit spil - jeg kunne ikke have gjort det med nogen anden." Udover sange af Joni Mitchell, Leonard Cohen og den store sangskriver Abbey Lincoln, spiller de også egne værker, fra dybfølte sange som "Sad Sunday" til et arrangement for to af Danielssons egen populære komposition, "Liberetto". Der er en dejlig variation i det valgte repertoire, og det er en fornøjelse at erfare, hvor vidt deres musikalitet spænder. Fra det mere klassisk inspirerede "Toccata" til den grovende feel-good sang "And It's Supposed To Be Love". Fra den charmerende folkemusik ballade, "Cherry Tree" til det melodramatiske soulnummer, "Wild Juju Child", og fra den helt stille miniature, "Wondrous Story" til det spektakulære afrikanske "Wholly Earth". Danielsson spiller bassen med både fingre og bue, men det er langt fra alt. Han spiller også cello og viser sig desuden som en fin guitarist, og så håndterer han en række perkussion instrumenter, inklusive marimba. Norbys vokale indsatser spænder fra det mest følsomme pianissimo til det kraftfulde ekspressive, og også hun akkompagnerer med diverse perkussion, den Nigerianske udu og kalimbapianoet, sansula. "Vi lytter til hinanden, reagerer på hinanden, prøver at få den anden på glat is, læner os op ad hinanden, vi slapper af og griber hinanden - vi overrasker, overbeviser, overdriver - og underdriver - vi stjæler showet fra hinanden for i næste nu at være hinandens kulisse…og så lytter vi igen" Cæcilie Norby