FILM, TV & TEATER

lør, 21 jan 2017

Sanne Søndergaard: Jeg er ikke din fucking dukke

Sanne Søndergaard, som har fået nok at blive sat i bås som kvinde

Stand-up komiker Sanne Søndergaard er træt af at blive bedt om at smile. Det er der ingen, der beder mænd om, mener hun. Derfor tager hun nu til genmæle i et nyt stand-up-show

Tekst: Savanna Ankjær

Kvinder er bange for at se tykke ud i deres bukser, de laver duck-face på Instagram, og så interesserer de sig for rengøringsmidler og make-up. Det er typiske forventninger til kvinder, mener komiker og debattør Derfor har hun lavet et nyt stand-up-show, Sindssyg Kælling, som hun turnerer med fra d. 26. februar 2017. Showet er inspireret af de oplevelser, som Sanne selv har haft. Hun er nemlig dødtræt af at blive behandlet som kvinde og ikke bare som menneske.

Træt af kulturelle forventninger

Nogle gange, når Sanne har været koncentreret eller fraværende, er der mænd, der har bedt hende om at smile. Men, som hun selv siger,

»Jeg er ikke din fucking dukke«.

Sanne mener, der er en kulturel forventning til, hvordan kvinder skal være, og at det er derfor, de gør, som de gør. Forventningen er, ifølge Sanne, at kvinder skal være tynde og have fyldige læber. De skal også være flittige, ordentlige, rummelige, omsorgsfulde og smilende.

»Jeg hader folk, der siger "du er kvinde, så du er nok lidt dummere end en mand, og du er nok lidt mere skinger og lidt mere emsig cirka en gang om måneden".«

Giver igen på Facebook

Ind imellem, når Sanne debatterer på Facebook, får hun kommentarer fra mandlige brugere, der skriver ’årh lille ven, det ved du vist ikke noget om’. Men når Sanne svarer igen med ’årh lille ven, det ved DU vidst ikke noget om’, så er reaktionerne voldsomme.

»De her mænd bliver rasende, og det kan jeg da godt forstå, for det er jo ikke rart at blive behandlet som et 9-årigt barn. Men jeg har sådan set bogstaveligt talt bare copy-pastet det, de skrev«.

Det er ikke kun mænd, men også kvinder, der bliver forargede over, at Sanne møder hårdt mod hårdt. De spørger, hvordan det dog er, hun taler til mænd.

»Jeg synes jo ikke, der er forskel på, om jeg siger, ’det der gider jeg ikke være med til’, eller om en mand siger, ’det der gider jeg ikke være med til’. Forskellen er, at der er en kulturel forventning til, at jeg skal være sød og smile.«

Sanne mener, at kvinder lever op til forventningerne for at gøre det nemmere for sig selv. Hvis man ikke gør det, bliver man hurtigt stemplet som en »sindssyg kælling«.