SAMFUND

fre, 18 apr 2008

Jeg er single, ikke spedalsk

Vi danskere går rundt og tror, at vi lever i frisindets og tolerancens land. Tillad mig at vende vrangen ud af skidesækken. Bullshit!!! Danmark er landet, hvor man kun er en succes, hvis man lever på en bestemt måde. Det er assimilering og konformitet. Klap hælene sammen, vær som folk er flest og vær glad for det, ellers er der ikke plads til dig. Kig for eksempel på singler og folk i parforhold. Folk med partner = succes. Singler = fiasko.

Single til parmiddag

Takket være denne samfundsnorm er det lykkedes danskerne at sygeliggøre cirka tyve procent af befolkningen. Vi partnerløse render rundt og tror, at der er noget frygtelig galt med os, fordi vi ikke kan finde en kæreste. Værst er det, hvis man længe har været en del af en fasttømret flok par. Bliver man så single, bliver man behandlet som om, man har bylde- og lungepest. Fra at have været en del af indercirklen bliver man reduceret til kaffe-date inden aftensmaden, eller man kan allernådigst komme i audiens, når de andres partnere er ude at rejse med dem, som man selv plejede at rejse med. Jeg kan også godt glemme alt om at blive inviteret til parmiddagene, for hvem skal værterne placere mig ved siden af? Man kan jo ikke være et ulige antal mennesker ved bordet. For et lige antal gæster er altså alt andet lige bedre end et ulige antal. Samtidig er det jo enormt synd for singlen. Alle de andre gæster kommer jo med partner. Det ville da være enormt underligt for singlen, at han skulle sidde der og få tværet sin singlehed ud i fjæset. Derfor er det meget bedre ikke at invitere ham. Han føler sig ikke udenfor, og man kan have et lige antal gæster rundt om spisebordet. Så ikke at invitere ham er en win-win situation. Er jeg så uheldig, at jeg alligevel bliver inviteret med, er det, fordi værten eller værtinden har fået den skidegode idé at parre mig med en af deres andre singlevenner. Sådan en løsning er altid et hit. Singler matcher jo hinanden punktum, og man slipper for at få urent blod ind i familien. Det er så lige meget, om den anden single er grimmere end dagen er lang, har mindre personlighed end en betonmur i en ghettolejlighed, griner som et æsel og har værre ånde end en selvdød gnu. Så sidder jeg i rævesaksen og prøver at holde på formene. Jeg vil jo ikke fornærme den anden single. Samtidig skal jeg lægge øre til værtens konstante, ”Ih, I passer simpelthen så godt sammen. I har så meget til fælles, I er jo begge singler, ikke også?”.

Hjernedøde parforholdsidioter

Hvis jeg så endelig gerne vil følge lemmingeflokken og indrømmer, at jeg gerne vil have en kæreste, får jeg stemplet desperat. Kan jeg ikke holde på en kæreste, må der være noget galt med mig. Flytter jeg sammen med min kæreste, er det gået for hurtigt. Og så er min kæreste i øvrigt heller ikke lige den rigtige for vennerne. Kæresten er jo venstrehåndet, og det passer altså ikke ind i et selskab af højrehåndede. Hvis jeg ikke vil være i parforhold og derfor vælger singlelivet frem for parforholdet, er jeg virkelig syg. For hvordan kan jeg omfavne taberlivet på den åbenlyse måde? Jeg kunne da i det mindste lade som om, at jeg var kærestesøgende eller i dyb sorg med behov for intensiv kognitiv terapi. For at få mig på rette spor har folk i parforhold indrettet samfundet og arbejdsmarkedet efter samlevende. Der bliver lokket med børnecheck, barns første og anden sygedag og forældreorlov. Hvad får singlerne? Stress, ret til tidlig nedslidning, lov til at arbejde ekstra og ret til at holde ferie, når dem med partner og børn har lagt deres. For singler kan jo være ligeglade. De har jo ikke noget liv. Kære parforholdsidioter. Bare fordi I helst vil putte mig i boks, hvor jeg kan fremstå ufarlig, er det ikke nødvendigvis der, jeg vil være. Jeg kan godt lide singlelivet, for jeg har selv valgt det! Og så fat lige, at jeg ikke gider at date jeres singlevenner, og at jeg ikke vil leve med mottoet: ”Engang havde jeg en hjerne, nu er jeg i parforhold”.

Anders Bernhoft