MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 21 jan 2015

River hjertet ud og sætter det på plads igen

Jonas Breum på gaden med ny single.

Kapitel 1: Vågen

Du er ikke alkohol, du er ikke nætter badet i sved, du er ikke alene. 

Du sidder ikke på den anden side og ryster på hovedet. Du ved ikke, hvordan du skal komme videre, ser dig ikke tilbage, låser dig ikke ind i lejligheden. Bider tænderne sammen, tænker dårligt om ilten, der holder dig levende. 

Jeg kørte på min cykel. Jeg ville fortælle dig noget, men du var der ikke.

Jeg sov i tyve år. Jeg var bevidstløs. Sneen dækkede markerne, jeg blev kørt gennem landskabet. Stationerne lignede hinanden. Jeg flød rundt under isen, mit hjerte var holdt op med at slå. Jeg overlevede ved at være trist. Med en kuffert fyldt med bagage, jeg ikke kunne holde ud at se på. Den blev stuvet af vejen på loftet mellem lamper og malerrester. 

Det trak op til torden. Det stod ned i stænger. Det begyndte at lyne. Du trak mig ud i regnen og min sjæl var blottet.

Vågen er en sang til kærligheden, den rene følelse, den store forelskelse. Det brændende møde mellem to, rummet renset for al støj. Vi får revet hjertet ud igen og igen, men vi kaster os alligevel ud i regnen og starter på ny. Vi siger farvel til kærligheden og lukker den ude, men vi ender altid med at lukke den ind igen. Sådan er det at være vågen. Tror jeg på den store kærlighed, på Romeo og Julie, på den eneste ene? Jeg ved det ikke. Men jeg tror på at være vågen.”

Jonas Breum - januar  2015

Jonas Breums 1. single "Det Største Røvhul" udkom i efteråret 2014. Nu er han klar med opfølgeren "Vågen" samtidig med, at han lægger sidste hånd på sit album, der kommer i foråret. Jonas Breum udgav i 2008 ’Det Perfekte Spild Af Tid’ under bandnavnet BREUMM, som fik femstjernede anmeldelser af både Politiken og dr.dk. Hans debutalbum som solist, ’Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod’, kom i 2012 på selskabet I Vores Navn, der blev stiftet af blandt andre Simon Kvamm med det formål netop at udgive Jonas Breum. Samme år var han nomineret til en Steppeulv i kategorien ’Årets Tekstforfatter’. Albummet fik fem stjerner i Gaffa og førte blandt andet Breum på turné med Nephew. Derudover har han udgivet digtsamlingen "Manuskript Uden Titel".

Lyt her: