MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 13 okt 2015

Kæresten onanerer

Ens lyst til onani og sex hænger ikke nødvendigvis sammen

Kvinde på 24 år

Jeg har brug for nogle råd og har brug for at høre om jeg bare er lidt parnoid. Min kæreste og jeg har været sammen i 5 1/2 år og det med sex har aldrig betydet det store for ham, hvor jeg derimod er helt omvendt. Han har altid sagt, at han ikke onanerede, og jeg har selvfølgelig stolet på ham, da sex igen ikke siger ham det helt store, men så for nylig fandt jeg ud af, at han faktisk gør det. Ja, fyre må gerne onanere, men jeg har et problem med, at min kæreste gør det, for når vi i forvejen ikke har særlig meget sex, så vil jeg jo gerne have, at han bruger sin energi på mig i stedet for. Han har taget nogle billeder af mig, mens vi har haft sex og han påstår, at det er dem ham kigger på, når han onanerer, men det har jeg virkelig svært ved at tro på, og så kan jeg ikke lade hver med at tænke, om han så kigger på andre piger eller ser porno. Ved I hvordan det fungerer for de fleste fyre, når de ser porno? Fantaserer de kun om pigen i pornofilmen…

Svar:

Først og fremmest hænger ens lyst til onani og sex ikke nødvendigvis sammen, mange bruger f.eks. onani til at slappe af. Det kan f.eks. være grunden til at din kæreste ikke synes det har påvirket ham. Det lyder som om du tager det personligt, at han onanerer, men måske kan det hjælpe at tænke på, hvorfor du bliver berørt. Føler du ikke han bruger nok energi på dig, når I er sammen? Det kan være en god ide at tale med din kæreste om dine følelser. Det kan være en stor befrielse og give masser af tryghed, hvis man hører hinanden udtrykke, hvilke følelser man har. På den måde har I større chance for at åbne op for intimiteten og ærligheden. Derudover er vi jo alle forskellige, og vi har alle et forskelligt behov for sex. Nogle mennesker har et stort behov for sex, mens andre har et mindre behov for sex. Det er også ret almindeligt, at den ene i parforholdet har mere lyst end den anden, og at den ene - eller begge - i perioder slet ikke har lyst til sex. Det kan være frustrerende at være den, der bliver afvist hele tiden, men det er vigtigt, at man ikke angriber eller bebrejder hinanden. Prøv at fokusere på det dejlige i jeres sexliv og få noget ud af det begge to, når I så har sex. Fokusér mere på kvaliteten af jeres sexliv end på kvantiteten. I stedet for at tænke på hvor ofte I har sex, kan du prøve at fokusere på at være intim og tæt med ham. Måske åbne op for mere intimitet, så vil du måske kunne få dækket en del af dit seksuelle behov igennem intimiteten. Mange mænd og kvinder onanerer til porno, og for de flestes vedkommende er der ikke tale om, at man tænder decideret på de mennesker, som er med, men at man bare tænder på, at mennesker har sex. Mange kvinder bliver jaloux på deres mænds pornoforbrug. Når en kvinde/mand bliver jaloux på porno, så har det oftest at gøre med hendes/hans eget selvværd og usikkerhed over at være utilstrækkelig. Så måske var det en idé, at du på én eller anden måde finder ud af, hvordan dit selvværd er, og om du er usikker over noget ved dig selv eller i forholdet. Der er jo ikke noget galt i at blive jaloux og ked af det, men det er problematisk i længden. Porno er blot overdrevent skuespil, og han ved, at det er langt fra virkelighedens sex. Så prøv at vende blikket indad og find ud af, hvorfor du føler og tænker, som du gør. Tal også stille og roligt med din kæreste om, hvordan du har det. Sexbrevkassen er et samarbejde mellem Sexlinien.dk og TJECK Magazine. Hvis du har brug for at snakke med nogen om det (som ikke er dine forældre, lærere eller andre du stoler på), kan du ringe til os på Sexlinien på 70202266 på hverdage mellem 15-17 eller skrive på chatten mandag-torsdag fra 17-19