MUSIK INTERVIEW & TRENDS

søn, 11 nov 2018

Kan ikke komme under samleje

Det er meget almindeligt, at man ikke får orgasme under et samleje.

Pige/Kvinde på 19 år fra Lyngby-Taarbæk Kommune

Hej Jeg har opdaget at jeg ikke kan komme under samleje, og det har ingen rødder i mine følelsesmæssige relationer med mine kæreste. Det føles helt perfekt og nærmest som en fantasi, men jeg kan ikke komme og ville spørge om jeg kan have en biologisk defekt? Eller om jeg kan få noget medicin, eller pleje af en eller anden art, der kan hjælpe mig med at have lettere med at komme under samleje. Vi har prøvet mange forskellige ting, og det er ikke fordi jeg ikke kan komme ved at ornanere det er bare som om min krop ikke kan under sex. Det gør mig rigtig ked af det og utilpas, så et svar herfra er meget værdsat.

Svar:

Hej! Det er meget almindeligt, at man ikke får orgasme under et samleje. Langt de fleste piger skal stimuleres på klitoris for at få orgasme og ikke "bare" ved at have en pik i skeden. Hvis du kan få orgasme, når du onanerer, er der ikke noget biologisk til grund for, at du ikke får orgasme under samleje. Har din kæreste prøvet at give dig en orgasme, måske før I har haft samleje, eller efter? Du kan prøve at guide ham i, hvad du synes, føles rart, og hvad du selv plejer at gøre, når du onanerer. Det kan måske også være, du kan komme, ved at han giver dig oralsex. I kan også eksperimentere med at du rører ved dig selv, fx klitoris, mens I har samleje. Hvis du tænker meget over, at du gerne vil komme, når I er sammen, kan det også give dig en form for præstationsangst. Jo større et pres, du føler, jo sværere er det at komme. Det kan være en god idé at tale med din kæreste om, hvordan du har det, da det i sig selv kan fjerne noget af presset. Og så er det en god idé at sørge for, at I har et langt forspil. Det kan også være en god idé at være sammen og røre ved hinanden uden at det nødvendigvis ender i et samleje. Når alt det er sagt, kan der nogle gange være en forventning om, at man skal opnå orgasme, når man har sex, og gerne flere. Det er helt ok at have sex, uden at alle kommer, og det kan være dejligt i sig selv at være sammen. I porno og i film ser man typisk et heteroseksuelt par, hvor både mand og kvinde kommer samtidigt, mens de har sex. Man skal huske på, at det er skuespil og meget langt fra virkeligheden. Ved samleje mellem en dreng og en pige er det ret almindeligt, at det kun er drengen, der kommer ved selve samlejet, og at pigen kommer før eller efter. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.