MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 14 nov 2016

Komos: Ny festival i hjertet af København

Komos Festivalen ønsker at samle flere igennem musik, madoplevelser og genarationer

Komos Festival afholdes for første gang d. 16.-17. juni 2017 i en af Hovedstadens smukkeste parker, Kongens Have. Passenger, Folkeklubben og Flogging Molly er første offentliggjorte navne.

Hvad er KOMOS? Komos bliver en tilbagevendende festival, som søger at fusionere mad og musik på en original måde. Med københavnerens udtalte interesse for mad og musik synes det oplagt at afholde en festival, hvor enestående mad og fantastiske musikoplevelser kombineres. Ordet "Komos" stammer fra det antikke Grækenland og betyder blandt andet "gilde", løsslupne, offentlige optog, sjov og ballade.

MUSIK

Med festivalens undertitel "Folk and Food in the Garden" er musikgenren slået fast. Mange af de bands som vi kender fra hitlisterne i dag, knytter stærke bånd til folk-musikken, en genre som ikke altid har fået den kredit, som den fortjener. Det ændres nu med Københavns helt egen folkfestival. Genren spænder vidt, og publikum vil kunne opleve både det traditionelle og det nye. Det er håbet og ønsket at opbygge en mangfoldig festival, som appellerer til alle aldersgrupper, alle køn og alle samfundslag. Dette afspejles også i musikprogrammet, hvor alderen for de udøvende kunstnere spænder meget bredt. Komos ønsker at samle flere generationer igennem musik og madoplevelser. Festivalen vil præsentere i alt 18 internationale og danske artister fra 2 scener.

FOOD

København er en af Europas største madmetropoler, og det skal kunne ses, mærkes og smages på festivalen. Komos har for at højne gæsternes madoplevelse indgået et samarbejde med Kødbyens Mad & Marked, som ikke bare er kendt for street food og god stemning i Kødbyen, men også har sørget for madoplevelser ud over det sædvanlige i mange andre konstellationer. Maden på festivalen vil være forankret i nogle simple, men altafgørende principper: Råvarerne skal være lokale, økologien er vigtig, bæredygtighed er afgørende og kvalitet i øjenhøjde er fundamentalt. Når det er sagt, er rammerne stort set frie og gæstens behov, vil være omdrejningspunktet. Gæsterne vil kunne hente en kurv fuld af lækkerier og overraskelser, nyde højkvalitets comfort food i græsset eller teste smagsløg og konsistenser under glødepærerne, når mørket falder på – Komos vil have det hele.

De første musiknavne

Af de musiknavne, som vil udgøre Komos' line-up, ligger de tre første allerede nu fast: https://youtu.be/cb5PalnCrhY?t=8

PASSENGER

Passenger er engelske Mike Rosenbergs musikalske alias. Det har det været, siden hans band af samme navn gik i opløsning i 2009. Tidligere på året udsendte han "Young as the Morning Old as the Sea", og han har netop spillet udsolgt koncert i Store Vega. Albummet har affødt singlerne "Somebody's Love" og "Anywhere", i hvis musikvideo, man kan opleve Passenger optræde i Nyhavn. Til sommer er det ikke Nyhavn, men derimod Rosenborg, som Rosenberg lægger vejen forbi.

FOLKEKLUBBEN

None

None

Folkeklubben giver deres eneste københavnske koncert i 2017 – på Komos. De udsendte i august deres tredje album ”Slå flint!” – en plade, der røg direkte ind i toppen af de danske hitlister og som fuldender trilogien, der startede med "Nye tider" i 2013 og "Danmarksfilm" i 2014. Folkeklubben er tidens vel nok førende folk-rockband herhjemme, og med 600 koncerter rundt i landet over de seneste år er de mildt sagt et erfarent liveband, som nok skal levere varen på Komos.

FLOGGING MOLLY

Irske Dave Kings band, Flogging Molly, har base i Los Angeles, men gruppens keltisk inspirerede folk-rock tager afsæt hans hjemlands folkemusikalske tradition. Flogging Molly fører stolt den traditionen videre efter legendariske The Pogues, og de spiller, som var det St. Patrick’s Day hver dag. Deres koncert bliver med garanti en af de største fester på den første udgave af Komos Festival. Flere navne vil løbende blive offentliggjort...