KROP & SIND

tir, 28 apr 2015

Anmeldelse: Rammende teater om kærlighed

Teaterforestillingen SPREDT gengiver rammende det tankerod, der følger efter et brud. Den kan opleves på Musikteatret i København til og med den 30. april,

Anmeldt af: Marie Enevoldsen

Foto: Rasmus Kongsgaard

På det næsten tomme gulv står en kvinde bag en menneskehøj rude af plexiglas, som i en udstillingsmontre. Hun stirrer ud mod publikum. Med fire øjne. Liva - det hedder hun - er nemlig spredt ud. Hendes tanker og følelser er strukket, trukket og spredt ud på de to skuespillerinder, der på scenen giver hendes historie liv.

I teaterforestillingen SPREDT møder vi Liva. Hun får besøg af Thomas, der engang var hendes kæreste, men ikke længere er det. Han skal hente sine sidste ting, som hun har samlet i otte blå IKEA-poser.

I en delt monolog giver skuespillerne Stine Gyldenkerne og Stina Mølgaard publikum indsigt i Livas tanker, der ikke vil samle sig.

De spredte tanker bliver fint formidlet gennem den delte monolog, hvor modstridende opfattelser, forvirring og de mange minder blander sig med øjeblikket lige nu i Livas lejlighed. Samtaler går i ring, gentages og granskes på ny.

Med ganske få virkemidler, formår holdet bag at skabe en spændende historie, der fastholder publikum med alvor og skarpsindig komik. Liva stiller os og sig selv spørgsmålet: Hvornår ser vi egentlig hinanden?

Publikum får lov at komme helt ind i hovedet på Liva. Hun har forsøgt at samle sin og Thomas’ historie i IKEA-poserne, men i hendes hoved roder den rundt. Som tilskuer får vi brudstykker af minder, både gode og dårlige, og vi genkender os selv og vores egne erfaringer i Livas erindringer om det første møde, udefrakommende fristelser og de fjollede ting, man får sagt til hinanden midt imellem IKEA’s prøvesenge.

Forestillingen fortæller med rytme og i skarpe, velskrevne replikker historien om kærligheden, der går i stykker, og om alle stumperne, man bagefter står tilbage med. For hvordan håndterer man egentlig bedst et brud? Og hvad var det, der gik galt?

Forestillingen er lavet af produktionsselskabet ForestillingFem, skrevet af Amanda Linnea Ginman, iscenesat af Camille Sieling Langdal og spillet af Stine Gyldenkerne og Stina Mølgaard.

Ungdomsbilletter koster 75 kroner og kan købes her.

[st-gallery id="553f4a474c27b"]